Se chok-listen: Så lidt vælgertække har Sass

Skraber bunden: Henrik Sass Larsen indtager pladsen som den mest upopulære socialdemokrat i Folketinget

Henrik Sass ville ikke svare på spørgsmål, da han mødte op til parlamentariske forhandlinger med Mette Frederiksen dagen efter valget. Video: James Kristoffer Miles

Han er kendt i alle kroge af landet. Han er med i partiets ledelse. Og lige om lidt kan han være finansminister.

Men Henrik Sass Larsen (S) er håbløst upopulær blandt vælgerne. Faktisk er han den markant mest upopulære socialdemokratiske politiker på Christiansborg.

Ekstra Bladet har udarbejdet en liste over de socialdemokrater på Borgen, som har scoret den laveste andel af de gyldige afgivne stemmer i hele deres storkreds.

Her rammer Henrik Sass nummer sjok ved kun at få 0,77 procent af de 520.869 gyldige stemmer i kredsen, hvor det var muligt at sætte kryds ved Sass.

Socialdemokratiet gik endda frem i Sass’ storkreds, Sjælland, men Henrik Sass Larsens personlige stemmetal blev tæt på halveret.

Sass kom kun i Folketinget på yderste og ottende mandat ved hjælp af listestemmer – for næsen af den komplet ukendte Tanja Larsson, som fik flere personlige stemmer.

Sass fik 4017 stemmer. Til sammenligning fik Mette Frederiksen 43.489 stemmer, hvilket svarer til hele 11,9 procent af de gyldige stemmer i Nordjylland, hvor S-formanden er opstillet.

BORGENS MEST UPOPULÆRE SOSSER

Navn (personligt stemmetal) storkreds – procent af storkredsens gyldige stemmer

*Karin Gaardsted (5082) Vestjylland – 1,568 pct.

 

Rasmus Stoklund (4541) Nordsjælland – 1,567 pct

 

Henrik Mølle (4223) Nordsjælland – 1,457 pct.

 

Jeppe Bruus(4397) Kbh Omegn – 1,420 pct.

 

Ane Halsboe(4977) Nordjylland – 1,358 pct.

 

Julie Skovsby(3943) Fyn – 1,261 pct.

 

*Erik Christensen(3441) Fyn – 1,100 pct.

 

*Maria Gudme(3176) Nordsjælland – 1,096 pct.

 

*Søren Valgreen Knudsen(3899) Nordjylland – 1,064 pct.

 

*Mette Nielsen(3418) Vestjylland – 1,055 pct.

 

Mette Gjerskov(5211) Sjælland – 1,000 pct.

 

Kasper Sand Kjær(3065) Kbh Omegn – 0,990 pct,

 

Lars Aslan Rasmussen(4279) København – 0,945 pct.

 

*David Trads (2779) Nordsjælland – 0,959 pct.

 

Daniel Toft(4615) Østjylland – 0,939 pct.

 

*Maria Duurhuus(2907) Kbh Omegn – 0,930 pct.

 

*Per Husted(3358) Nordjylland – 0,916 pct.

 

*Anne Sina(2656) Omegn – 0,858 pct.

 

*Mette Reissmann(3779) København – 0,835 pct.

 

*Tanja Larsson(4197) Sjælland – 0,805 pct.

 

Henrik Sass Larsen(4017) Sjælland – 0,771 pct.

 

* Blev ikke valgt ind

Slået af de ukendte

Men ikke nok med, at Henrik Sass Larsen indtager sidstepladsen på listen over de valgte partikammerater i Folketinget.

Sass må også notere sig lavere vælgertække end en stribe komplet ukendte folketingskandidater, der akkurat ikke nåede at blive valgt til Folketinget.

Obskure socialdemokrater som Maria Duurhuus, Anne Sina og Per Husted har alle opnået en større andel af stemmerne i deres storkredse end partiets stærke mand.

Ifølge valgforsker Robert Klemmensen fra SDU er det ’ekstremt’, at en politiker af Henrik Sass Larsens kaliber opnår så ringe vælgertilslutning.

– Det er et helt ekstremt tilfælde. Det er klart, at når man bliver halveret som parti, så vil der ryge nogle profiler. Men Socialdemokratiet går kun minimalt tilbage. Til trods for det ligger han helt dernede og roder rundt. Det er vildt, siger han.

Ifølge valgforskeren er det endnu mere opsigtsvækkende, fordi Henrik Sass var spidskandidat i sin egen kreds.

– Han står øverst og er så at sige den kop, der først fyldes op af vælgere. Og så er han i en stor kreds, Køge. At han alligevel taber på personlige stemmer til en kandidat fra et lille sted som Faxe, er meget opsigtsvækkende, siger Robert Klemmensen.

– Men det redder Henrik Sass, at der er flere liste-stemmer i den store Køge-kreds.

Henrik Sass Larsen har meldt ud, at han vil ’analysere’ det dårlige valgresultat i de næste par måneder.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få Henrik Sass Larsen til at forklare, hvad det betyder for hans position i en eventuelt kommende regering.

317 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere