Sexchikane på Borgen: 'Kan fantasere om, hvad du har på under den nederdel'

En ud af ti politikere har oplevet sexchikane på Christiansborg, viser ny undersøgelse

Henrik Qvortrup, Anna Thygesen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille vendte i Ekstra Bladets valgmorgen emnet. Producer: Martin Lorentsen

Kvindelige politikere bliver udsat for sexchikane på Christiansborg.

Det viser en ny undersøgelse fra A4 Medier, som konkluderer, at 10 pct. af kvindelige folketingsmedlemmer har oplevet seksuel chikane.

En af dem er DF'eren Merete Dea Larsen, som i A4 Arbejdsmiljø står frem og fortæller om sin oplevelse med grænseoverskridende adfærd på Borgen:

- En kollega har engang sagt til mig, at 'man kan fantasere om, hvad du har på under den nederdel'.

Hun betragter ifølge mediet kommentaren som 'dårlig humor', men hun er slet ikke ene om at lægge ører til den slags bemærkninger på Christiansborg.

Det viser spørgeskemaundersøgelsen fra A4 Medier.

Ti procent af de MF'ere, der har deltaget i undersøgelsen, svarer, at de i deres arbejde på Christiansborg har været udsat for verbal seksuel chikane. Det drejer sig om sjofle bemærkninger, der har haft en seksuel undertone.

'Kun' fire pct

Til sammenligning viser tal fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at knap fire procent af den danske befolkning har været udsat for sexchikane på arbejdspladsen.

Se også: Sexchikane-sag kan koste bonus på 170 millioner

En kvindelig Venstre-politiker, der ønsker at være anonym, har ligeledes oplevet verbal sexchikane på Christiansborg.

- Jeg fik at vide, at jeg have nogle gode ben i de nylonstrømper, jeg havde på. I en overgang derefter tænkte jeg lige over, hvilke nylonstrømper jeg ville tage på, siger hun.

Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet er ikke i tvivl om, at der bliver sagt ting på Christiansborg, som kan virke seksuelt chikanerende for modtageren.

- Det, kvinder oplever uden for Christiansborgs mure, det finder også sted inden for Christiansborgs mure. Jeg har den oplevelse som kvinde, at det er noget, der sker ret jævnligt, og derfor er det ikke noget, jeg bruger meget krudt på at huske, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Det overrasker specialist i arbejdspsykologi Susie Kjær, at så mange folketingspolitikere har oplevet at få seksuelle kommentarer. Hun har forsket i arbejdsrelateret seksuel chikane og mener, at Folketinget kunne nyde godt af at åbne op for en debat om seksuel chikane.

- Hvis der er den holdning, at sådan er det bare, så risikerer man, at dem der føler sig krænket, tier stille, fordi andre ikke forstår og lytter til det, de kommer med. Det betyder, at der bliver undertrykt nogle ting hos den enkelte, siger Susie Kjær.

A4 Medier har talt med en stribe politikere, der generelt er tilfredse med tonen på Christiansborg. Men der er bred enighed om, at krænkende handlinger hverken hører hjemme i det danske parlament eller på andre arbejdspladser. Se også: Sexchikane-sag kan koste bonus på 170 millioner

129 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere