SF-formand taler nu om forhandlingskrav - men ikke ultimative

På første forhandlingsdag for at danne en ny regering lyder det til, at SF er blødt en smule op på dets krav

Pia Olsen Dyhr går til regeringsforhandlinger med forskellige krav. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Pia Olsen Dyhr går til regeringsforhandlinger med forskellige krav. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I valgkampen har SF lanceret ultimative krav, hvis partiet skal støtte en socialdemokratisk ledet regering.

På første forhandlingsdag lyder det dog til, at partiet er blødt lidt op, hvis mandaterne skal bruges til at støtte formand Mette Frederiksen (S) som kommende statsminister.

- Det hedder forhandlingskrav, og der er selvfølgelig nogen, vi er villige til at forhandle om. Vi har ikke lagt hele vores politik frem. Vi har sagt, at vi har fokus på børnefattigdom, minimumsnormeringer og klima, siger hun.

Folketingspartierne er fredag indkaldt af Mette Frederiksen for at undersøge muligheden for at danne regering.

For SF har det været et ultimativt krav at afskaffe kontanthjælpsloftet. Desuden vil partiet have minimumsnormeringer i daginstitutioner, ellers vil partiet ikke stemme for den første finanslov til efteråret.

SF har en lang liste med 15 krav, som er lagt frem undervejs i valgkampen, og som formand Pia Olsen Dyhr fredag tager med til mødet med Mette Frederiksen, der forsøger at danne regering efter valget for to dage siden.

- Det centrale er minimumsnormeringer, den mest ambitiøse klimalov i hele verden, og vi skal afskaffe børnefattigdom for at komme med nogle krav, men jeg har en hel liste med 15 forhandlingskrav med, siger SF-formanden.

Rød blok fik et flertal på 91 mandater uden Alternativet.

SF står godt i forhandlingerne, da partiet ved valget for to dage siden fik et rygstød af vælgerne og fik fordoblet mandattallet, så de nu har 14 mandater.

Partiet har talt om at træde ind i regering, men det er ikke et krav til forhandlingerne.

- Vi er villige til at række hånden ud og sige, at vi godt kan træde ind i en regering, men det kræver politiske indrømmelser, og de er helt afgørende for den videre diskussion.

- Vi har i SF prøvet at sidde i regering. Vi skal ikke sidde i regering for enhver pris, siger hun.

Hun hentyder til, da SF trådte ud af SRSF-regeringen i januar 2014 og oplevede noget nær et kollaps, hvor flere fremtrædende medlemmer forlod partiet.

SFs krav til en ny regering

Ifølge Pia Olsen Dyhr er der tale om 'forhandlingskrav' ikke 'ultimative krav'.

* Kontanthjælpsloftet skal fjernes. 

Det skal ifølge Pia Olsen Dyhr sikre, at der er færre fattige børn i Danmark. SF har tidligere omtalt det på en måde, så det måtte opfattes som et ultimativt krav, hvis Mette Frederiksen vil være statsminister. 

Derudover ønsker SF også, at integrationsydelsen afskaffes. Socialdemokratiet har lovet at fastholde den brede udlændingepolitik, hvor ydelserne ifølge blå blok er helt centrale. Socialdemokratiet ønsker, at en ydelseskommission skal se på ydelserne, før der træffes en beslutning.

* Minimumsnormeringer i daginstitutioner

Pia Olsen Dyhr har fastslået, at der skal være en plan for indførelsen af minimumsnormeringer i daginstitutioner senest ved finansloven. Ellers vil SF ikke stemme for en ny regerings første finanslov. Det kan i yderste konsekvens betyde, at Mette Frederiksens regering må gå af, hvis den ikke kan få flertal for finansloven med et eller flere partier for blå blok.

* En ny klimalov

Pia Olsen Dyhr siger, at Danmark skal have "den mest ambitiøse klimalov i hele verden, man kan forestille sig". 

SF er her gået sammen med De Radikale, Enhedslisten og Alternativet om et særligt krav til klimaloven. De fire partier vil binde Danmark til en reduktion af CO2 på 70 procent i 2030. Socialdemokratiet er gået til valg på at reducere drivhusgasserne med 60 procent.

* Andre krav 

SF har fremlagt flere andre krav til en ny regering. På udlændingepolitikken, som ventes at blive et af de centrale områder i forhandlingerne, er det blandt andet, at Danmark igen skal tage kvoteflygtninge og at de afviste asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark får bedre vilkår.

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere