SF-profiler i kamp om tvivlsom ære

I Socialistisk Folkeparti kan de ikke blive enige om, hvem der opfandt EU-Hønge

OPDATERING: Karsten Hønge oplyser til Ritzau, at han videregiver sit mandat til Kira Marie Peter-Hansen.

Hvem fandt egentlig på at opstille Karsten Hønge til Europa-Parlamenet?

Det er to af SF's profiler - Jacob Mark og Margrete Auken - ikke helt enige om.

Man skulle ellers ikke tro, at SF'erne havde lyst til at kæmpe om den tvivlsomme ære eftersom Karsten Hønges valg stiller både ham selv og partiet over for lidt af et dilemma.

Han er valgt
Nu står det nemlig klart, kort før alle personlige stemmer er talt op, at han får partiets andet mandat til parlamentet.

Skal han svigte de folk som har stemt på ham, og fravælge Bruxelles? Eller skal han blive på Christiansborg, hvor han regnes for en af folketingsgruppes vigtigste stemmer?

Men uanset, hvad Karsten Hønge vælger, så mener Jacob Mark altså, at det var hans idé at opstille fynbo - der af Ekstra Bladet er blevet døbt Vikaren fra Helvede for sin rolle i dramaet omkring SF's udtrædelse af Thorning-regeringn. Det siger han til Radio24Syv.

- Det var faktisk blandt andet min idé, at han skulle stille op. Det var, fordi vi stod til at skulle kæmpe for det ene mandat, fordi Enhedslisten og Alternativet stillede op. Så ville jeg gerne have, at Karsten kom på listen, så han kunne bringe emner som social dumping og arbejderrettigeheder ind i EU-valgkampen.

- Så står vi så i den her situation, at vi får to mandater. Det er fantastisk. Men det betyder også at vi skal tage bestik af, hvad pokker der skal ske, når de personlige stemmer er talt op´, siger han til radioens morgenprogram.

På den anden side mener Margrete Auken, at æren for Hønges kandidatur er hendes. Det sagde hun søndag aften til Ekstra Bladet.

Du kan se klippet over artiklen.

- Det var mig som foreslog ham i sin tid, fordi jeg gerne vil ha' ham. Men det kan ligeså godt blive Kira (Marie Peter-Hansen, red.)

- Mon hvorfor opstiller I en mand, som I ikke kan undvære på Christiansborg?

- Vi havde da ikke regnet med, at vi ville få valgt to.

- Det var ærlig snak...

- Ja, men du kan også sige, at både Alternativet og Enhedslisten har stillet spidskandidater op, som også stiller op til parlamentet, hvorfor skal vi så få at vide, at det er meget slemt for demokratiet. Jeg synes, det er fedt, og du kan være sikker på, at han kommer til at vælge det der bedst for ham og SF.

- Jeg synes, det er et luksusdilemma. Jeg gider ikke synes, det er sørgeligt, siger Margrete Auken.

Karsten Hønge nyder en pølse i Brønshøj. Foto: Jan Sommer
Karsten Hønge nyder en pølse i Brønshøj. Foto: Jan Sommer
 

 

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere