Snydt af Sass på målstregen: 'Som vælger ville jeg tænke øv'

Henrik Sass fik ikke personlige stemmer nok til at komme i Folketinget, men blev alligevel valgt på bekostning af Faxe-kandidaten Tanja Larsson

Selv efter en nærmest usynlig valgkamp og en gigantisk vælgerlussing, står Henrik Sass Larsen fortsat bag formand Frederiksen, som fredag har inviteret folketingets partier til individuelle samtaler.

Tanja Larsson og Kasper Roug.

Disse fuldstændig ukendte socialdemokrater scorede begge flere personlige stemmer end Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, ved onsdagens folketingsvalg.

Ikke desto mindre er den kontroversielle Køge-politiker kommet i Folketinget på det alleryderste mandat på Sjælland. Sass fik næsten halveret sit personlig stemmetal i forholdet til valget i 2015.

En ydmygende kendsgerning for den tidligere minister, der er en del af den absolutte partitop.

Reddet af teknik
Sass blev således kun reddet af teknikaliteter omkring de såkaldte listestemmer. Det vil sige de vælgere, som har sat kryds ved liste A og ikke ved navngivne kandidater.

Han lægger da heller ikke skjul på, at valgresultatet giver stof til eftertanke.

’(...) det giver mig selvfølgelig anledning til at analysere og tænke over den udvikling. Det vil jeg tage mig tid til over de næste par måneder i samarbejde med min kreds, som jeg gerne vil rette en særlig tak til,’ skriver Sass på sin Facebook-profil.

Det er gamet
Tanja Larsson fra Faxe-kredsen fik i valgkampen noget opsigtsvækkende hjælp af de unge socialdemokrater fra Sass’ Køge-kreds. Men det var altså ikke nok til at omgå valgets indviklede matematik, der sendte Sass i Folketinget, selvom hun fik 4197 mod hans 4017 personlige stemmer.

– Som vælger ville jeg tænke øv, men det er gamet, og det kender jeg. Så det tager jeg med oprejst pande, lyder reaktionen fra Tanja Larsson.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Henrik Sass under valgkampen. Foto: Mogens Flindt
Henrik Sass under valgkampen. Foto: Mogens Flindt
 

Droppede valgkamp
Sass’ elendige valgresultat kommer oven på en valgkamp, hvor Sass kun har mødt vælgerne få gange.

Historieprofessor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet har sågar bemærket, at han ikke kan mindes, at en topfigur for et af de store partier har været så usynlig i en valgkamp

– Set fra Socialdemokratiets eget synspunkt er det mærkeligt, at en så bærende person bare holder sig ude.

– Det er der ingen, der kan forstå. Jeg kender ikke noget fortilfælde for det, konstaterede Borring Olesen over for Politiken.

Over for samme avis stillede Sass sig særdeles uforstående over for kritikken.

– Det er da ikke sådan, at jeg ikke deltager i valgkampen, for pokker da.

– Det kan man ikke mene. Jeg har lavet noget hele dagen hver dag i valgkampen.

På vej ind til fredagens regeringsforhandlinger har Ekstra Bladet forsøgt at få en kommentar fra Sass til det elendige valgresult. Men han svarede ikke på spørgsmålet.

185 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere