Socialdemokratiet lancerer ti mål for ny regering

Mette Frederiksen vil senere mandag fremlægge ti mål, en ny regering skal arbejde mod efter et valg

Det er først mandag, at de ti mål bliver offentliggjort. Foto: DR
Det er først mandag, at de ti mål bliver offentliggjort. Foto: DR

Socialdemokratiet fremlægger mandag ti mål, som en ny regering skal arbejde for, hvis partiet kan danne regering efter valget.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse, hvor det dog ikke fremgår, hvad de ti mål indeholder.

- Forventningerne til os er store, og vi kommer ikke til at kunne indfri dem alle på én gang. Til gengæld er vi overbeviste om, at vi kan gøre det bedre end i dag, udtaler partiets formand, Mette Frederiksen, i pressemeddelelsen.

Hun nævner en række af de områder, som partiet har talt om i løbet af valgkampen.

Det er blandt andet, at der skal skrues op for ambitionerne på det grønne område, mens ulighed og centralisering skal mindskes.

Bredt samarbejde
Derudover gentager Mette Frederiksen i pressemeddelelsen, at hun vil "fortsætte det brede samarbejde om udlændingepolitikken" og at der skal indføres en ny ret til tidligt folkepension for de mest nedslidte.

Socialdemokratiet har gennem valgkampen fået hug for at være ukonkret. Det er blandt andet, fordi Mette Frederiksen ikke kan svare på, hvem der kan blive omfattet af partiets plan til tre milliarder kroner om en ret til tidlig folkepension.

Det vil Socialdemokratiet finde ud af i samarbejde med arbejdsmarkedets parter efter folketingsvalget, hvis partiet kommer til magten, lyder det.

Derudover har mange spekuleret over, hvad Mette Frederiksen helt konkret mener, når hun siger, at hun vil "stå vagt" om den brede udlændingepolitik.

Det gentog hun så sent som under en tv-duel med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag aften.

Rød blok inklusiv Alternativet står ifølge Ritzau Index, som er et vægtet gennemsnit af en række meningsmålinger, til at få 55,6 procent af stemmerne ved valget 5. juni.

62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere