Socialdemokratiet vil tage mod svage kvoteflygtninge i år

En socialdemokratisk regering vil tage imod behandlingskrævende kvoteflygtninge i 2019. DF er modstander

Hvis det er en socialdemokrat, der har titlen som udlændingeminister efter valget, skal Danmark allerede i år modtage en lille gruppe af særligt svage kvoteflygtninge.

Det siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) til Politiken lørdag.

- Det mener vi godt, at vi kan starte op med i år. Vi har hele tiden sagt, at dem, der er behandlingskrævende, har vi en helt særlig forpligtelse til at tage imod, siger han til Politiken.

Tesfaye henviser til en særlig gruppe af FN’s kvoteflygtninge - kaldet twenty or more-gruppe - som Socialdemokratiet også sidste år opfordrede regeringen til at lukke op for.

Gruppen inkluderer eksempelvis mennesker med handicap og har traditionelt omfattet omkring 30 flygtninge om året.

Danmark har ikke modtaget kvoteflygtninge siden 2016. Dengang blev beslutningen overdraget til den til enhver tid siddende minister, der år for år skal afgøre, hvorvidt der skal kvoteflygtninge til landet eller ej.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har endnu ikke besluttet, om Danmark vil tage imod kvoteflygtninge i 2019. Det gælder også den svageste gruppe, oplyser hun til Politiken.

De seneste dage har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog åbnet for, at det snart kan blive aktuelt igen.

- Om det er i 2019 eller 2020, det ved jeg ikke. Men det er meget nært forestående, siger han til Politiken.

Han begrunder beslutningen med de nuværende asyltal, der er de laveste i en årrække.

Ud over den særlige gruppe vil Socialdemokratiet formentlig også snart åbne for flere kvoteflygtninge generelt.

Mattias Tesfaye ser for sig, at Danmark kan tage i omegnen af 500 flygtninge om året, som det tidligere har været tilfældet.

Hos Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen imod Socialdemokratiets planer.

- Det er en ualmindelig uheldig udmelding fra Socialdemokratiet, som virkelig er bekymrende.

- Tiden er slet ikke ind til at tage kvoteflygtninge. Vi har massive integrationsproblemer, og vi vil langt hellere fokusere på at få gang i hjemsendelserne, siger han.

De Radikale kalder det omvendt et lille skridt i den rigtige retning, men mener, at Danmark allerede nu burde tage 500 kvoteflygtninge årligt.

- Hvis vi vil have andre lande til at tage et ansvar for flygtninge og løfte en opgave, skal vi også selv byde ind, siger integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen.

45 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere