Stikprøve: Dansk rekord ved europaparlamentsvalg

Hvis ikke køen af vælgere tørrer ind, kan det blive højeste danske stemmeprocent til et EU-valg nogensinde

Det dårlige vejr kan være en del af forklaringen på, at mange er mødt op for at stemme i dag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det dårlige vejr kan være en del af forklaringen på, at mange er mødt op for at stemme i dag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Status klokken 18:

Der har været travlt i valglokalerne indtil videre rundt omkring i landet.

Valget til Europa-Parlamentet har budt på tydeligt højere stemmeprocenter end ved seneste valg, viser Ritzaus stikprøver.

Klokken 18 var stemmeprocenten i et udvalg af kommuner og valgsteder på 56,6 procent. Ved samme tidspunkt af EP-valget i 2014 var det kun 46,0 procent af de mulige vælgere, der havde stemt på de samme valgsteder.

Målingen dækker over kommuner og valgsteder med knap 400.000 stemmeberettigede. Brevstemmer afgivet før valgdagen tæller med i opgørelserne.

På nuværende tidspunkt tyder stikprøverne dermed på, at valgdeltagelsen slutter et godt stykke højere end i 2014, hvor 56,3 procent havde stemt, da dagen var omme.

Status klokken 16:

Søndagens danske valg til Europa-Parlamentet kan blive historisk – målt på valgdeltagelsen.

Det viser Ritzaus stikprøver klokken 16.

Her er stemmeprocenten i gennemsnit på 46,6 procent – et markant løft fra de 37,2 procent, der havde stemt på samme tidspunkt ved seneste EU-valg i 2014.

Se også: Hver fjerde vælger har stemt ved frokosttid

Rekord i 2009
Stikprøverne dækker over kommuner og valgsteder i hele landet med i alt 437.203 stemmeberettigede vælgere.

Brevstemmer afgivet før valgdagen tæller med i opgørelserne, og der er flere af dem i år, men ikke nok til at forklare hele stigningen på nuværende tidspunkt.

Ved valget i 2014 sluttede stemmeprocenten på 56,3 procent herhjemme, hvilket var det næsthøjeste nogensinde.

Rekorden for danske EU-valg stammer fra 2009, hvor 59,5 procent stemte.

- Det er imponerende tal indtil videre, siger professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

- Selv om det ser rigtigt lovende og positivt ud, så er jeg stadig lidt skeptisk for, om det kan fortsætte sådan hele dagen. Det er næsten for godt til at være sandt, supplerer valgforskeren.

Sådan ser det ud andre steder

Valgdeltagelsen ved EU-valget ser ud til at blive højere end sidst, viser målinger i flere lande. Det gælder ikke mindst i de store lande. 

I lande som Tyskland, Spanien og Frankrig havde flere mennesker stemt midt på valgdagen. 

I Frankrig var stemmeprocenten 19,3 ved middagstid, mens den ved EU-valget i 2014 var 15,7. Det viser tal fra indenrigsministeriet i Paris. I Spanien var stemmeprocenten 34,6 mod 23,9 ved det seneste valg. 

Italien går imod strømmen. Her var valgdeltagelsen klokken 12 marginalt lavere end sidst. Lige omkring 16 procent. 

I Sverige var stemmeprocenten 20,3 mod 17,2 procent i 2014, viser tal fra de svenske valgmyndigheder. 

Også i Storbritannien, hvor man stemte torsdag, ser valgdeltagelsen ud til at blive højere end sidst. 

Se også: Thulesen Dahl: Det afgørende er at holde skindet på næsen

Dårligere vejr hjælper
Kasper Møller Hansen peger dels på den højere mængde brevstemmer i år, der sandsynligvis kommer fra vælgere, der fordelte deres stemmer ud over hele valgdagen i 2014.

Desuden kan der være ændringer i stemmemønstrene – blandt andet fordi valget i 2014, som også lå på en søndag, kom i en weekend med mere behagelige temperaturer.

- Måske har det dårligere vejr i år gjort, at folk ikke har været i sommerhus. Hvis flere er tættere på, der hvor de bor, har de haft nemmere ved at stemme tidligere, siger Kasper Møller Hansen.

I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til det danske EP-valg i år. De har indtil klokken 20 til at afgive deres stemmer. De sidste valgsteder lukker dog lidt senere, da alle vælgere i kø får lov til at stemme.

Se også: Østergaard: Et valg mellem Europa og kaos

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere