Støjberg i Vollsmose: Du straffer uskyldige

Flere tusinde beboere i Vollsmose skal tvangsflyttes, og deres hjem rives ned. I går kom Inger Støjberg (V) til bydelen for at forsvare ghettoplanerne over for to lokale og Zenia Stampe (RV)

Se den fulde debat mellem to lokale fra Vollsmose, Inger Støjberg (V), Zenia Stampe (RV) og Poul Madsen her. Video: Tariq Mikkel Khan

En håndfuld politibetjente, politikere, Vollsmose-beboere og chefredaktør Poul Madsen var i går stimlet sammen foran en bygning i Vollsmose. Bygningen skal måske rives ned på grund af regeringens 'indsats mod parallelsamfund' fra 2018.

En af dem, der mister sit hjem, hvis bygningen skal fjernes, er René Agergaard. Han har boet i Vollsmose siden år 2000 og har også butik i byens center.

- Jeg føler mig tromlet, og jeg kan ikke se formålet, har René sagt om planerne.

René deltog derfor i gårsdagens LIVE-debat om ghettoplanerne, hvor også lokale Abdulahi Basir Ergal, Inger Støjberg (V), Zenia Stampe (RV) og chefredaktør Poul Madsen deltog.

Bølgerne gik højt, da chefredaktør Poul Madsen skulle styre en debatten om ghettoplaner mellem Zenia Stampe (RV), Inger Støjberg (V) og to lokale. FOTO: Tariq Mikkel Khan
Bølgerne gik højt, da chefredaktør Poul Madsen skulle styre en debatten om ghettoplaner mellem Zenia Stampe (RV), Inger Støjberg (V) og to lokale. FOTO: Tariq Mikkel Khan
 

Rammer uskyldige
Vollsmose er landets største socialt udsatte boligområde med 9100 beboere. 74,2 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere.

Her skal der rives ned i Vollsmose

Granparken: 160 boliger

Lærkeparken: 136 boliger

Fyrreparken: 26 boliger

Egeparken: 191 boliger

Bøgeparken: 287 boliger

Birkeparken: 200 boliger

 

Kilde: Odense Kommunes udviklingplan for Fremtidens Vollsmose

Ghettoplanerne skal officielt forhindre parallelsamfund og komme utryghed og kriminalitet i særlige områder til livs. Flere beboere i ghettoerne skal i arbejde eller i uddannelse, lyder nogle af målene.

- Hvis man tror på, at man kan rykke tilfældige boliger ned og dermed løse sociale problemer, så lever man i en illusion, var Abdulahi Basir Ergals pointe i debatten.

- Ovenikøbet straffer man uskyldige mennesker, som ingenting har gjort, sagde han også.

Odense Kommune vil rive 1000 ud af de 2872 almene familieboliger, der i Vollsmoses 'hårde ghettoområde', ned.

- Man kunne jo smide de 150 kriminelle ud i stedet for at tvangsflytte 3000 mennesker. Vi betaler vores husleje og opfører os ordentlig, sagde René Agergaard.

En del beboer var mødt op med demonstrationsskilte. FOTO: Tariq Mikkel Khan
En del beboer var mødt op med demonstrationsskilte. FOTO: Tariq Mikkel Khan

Giganternes kamp
Zenia Stampe (RV) og Inger Støjberg (V) er nogle af de mest markante stemmer, hvad angår integrationspolitik, og de repræsenterer hver deres fløj, når det kommer til debatten om ghettoplaner.

- Jeg bliver faktisk lidt forarget, når du siger, at Vollsmose er et stykke udland. Se rundt om dig. Her står massere af danskere, og så er der nogen, der har lidt mørkere hår, sagde Zenia og pegede rundt på de mange lokale, der var kommet for at høre debatten.

- Hvad bilder du dig egentlig ind? lød hendes spørgsmål til Inger Støjberg.

- Det er typisk Zenia at pege på den lille enklave, der er mødt op her. Du kunne også prøve at vende blikket. Der er jo en grund til, at det her er en ghetto, og det er dét, du har lukket øjnene for i alle årene, lød Inger Støjbergs svar på tiltale.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Flere lokale var mødt op for at høre debatten

 

Rina Krøyer, 48 år, boet i Vollsmose i et år

- Vi får hele tiden at vide, at det er for integrationens skyld, at de vil rykke bygninger ned, men jeg kender ikke nogen - slet ikke af de yngre generationer -  som ikke kan dansk, siger Rina Krøyer.

Hun er talsperson i Almen Modstand, som er en gruppe beboer, der arbejder imod regeringens såkaldte 'ghettopakke'. Hun flyttede selv til Vollsmose for et år siden.

- Jeg stod på venteliste i et halvt år for at få plads.

- Her er grønne områder, søer og legepladser. Der er ikke en masse biler og trafik, og folk er hjælpsomme og åbne her, siger hun.

 

Ibrahim El-Hassan, 18 år, boet i Vollsmose hele sit liv

- Jeg er født og opvokset her, og det har været en kæmpe berigelse, fortæller Ibrahim.

Han var en af de mange lokale, der var dukket op for at se Ekstra Bladets LIVE-debat om ghettoplanerne. 

- Når jeg hører Inger Støjberg tale om mit barndomshjem, gør det ondt.

- Hendes politik er en frihedsberøvelse. Kerne-ordet er tvang, og det er ikke en demokratisk stat værdig, siger en nedslået Ibrahim.

Han er heldig, at den blok, han bor i, får lov at blive stående.

- Jeg er priviligeret på den måde, at jeg ikke behøver at flytte, men det gør mig ikke mindre ked af det. Min mormor har boet her i 21 år, og nu skal hun flytte væk fra sin familie og sit netværk, siger han.

 

Hashem Chanty, 23 år, har boet i Vollsmose hele sit liv

- Vi er mange, som har haft en helt normal opvækst her. Går i skole, arbejder og bidrager til samfundet, fortæller Hashem efter debatten er slut.

- Jeg kan godt give Inger ret i, at der bliver begået kriminalitet herude, men det er jo en lille, begrænset gruppe - hvorfor så ikke bruge energi på dem? Den måde, Støjberg taler og handler på, er kollektiv afstraffelse, og det er ikke fair.

 

Martin Brandt, 37 år, boet i Vollsmose i 14 år

- Min bygning er gul, og det vil sige, at jeg måske bliver ramt og skal flytte, fortæller Martin Brandt, der også er mødt op for at følge LIVE-debatten mellem Inger Støjberg (V), Zenia Stampe (RV), Poul Madsen og de to lokale.

- Mange synes, det er træls at leve med uvisheden, men for mig ændrer det ikke så meget. Hele Vollsmose bliver ødelagt uanset hvad, så jeg ved slet ikke, om jeg har lyst til at blive boende, når planerne er indfriet, siger han.

Martin har boet i Vollsmose i cirka 14 år. 

- Vollsmose er lige nu som en landsby. Man kan købe på klods i kiosken, man kender naboens børn, du kan låne en kop sukker af overboen, og vi hjælper hinanden, fortæller han.

 

Walid Zaabalawi, boet i Vollsmose i 33 år

Walid bor i Vollsmose og køber ikke præmissen om, at området er et parallelsamfund.

- Skal man tale om parallelsamfund, kan du vende den om. Hvis folk i Vollsmose begår kriminalitet, bliver de straffet. I perioder får man endda dobbelt straf. Lars Løkke derimod. Han kan lave numre og misbruge penge, der ikke er hans, på rejser og tøj, men det har det ingen konsekvenser. Hvorfor er der den forskel? spørger han.

For nylig var Walid ude og hjælpe en DF'er med at sætte valgskilte op, efter politikeren havde påstået, at man som DF'er blev slået ned, hvis man forsøgte at hænge skilte op i Vollsmose.

- Det viste sig, at den oplevelse, han havde hørt om, var foregået et helt andet sted end i Vollsmose. Endnu et eksempel på, at man fordrejer virkeligheden, siger Walid.

 

Victoria Velásquez, kandidat for Enhedslisten

Kandidat for Enhedslisten Victoria Velásquez var ikke med i selve debatten, men var alligevel mødt op for at høre debatten og vise flaget for hendes parti.

- Jeg er kommet for at vise de lokale, at der er et alternativ til Inger Støjbergs politik, siger hun. 

- Jeg synes, det er ret hårdt, at folk skal fra hus og hjem. De er grædefærdige og føler stor afmagt og frustration, fordi de ikke er blevet inddraget i beslutningerne - det er jo ikke demokrati, fortæller hun.

294 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere