Tulle efter tabervalg: - I har ikke fået skovlen under os

Dansk Folkeparti står til at få halveret sit mandattal i EU-Parlamentet - formanden forsøgte positiv tone

Hvem er Europaparlamentsvalgets vindere og tabere? Hør Henrik Qvortrups vurdering her.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl forsøgte at slå en positiv tone an, da han ankom til partiets valgfest på Christiansborg.

Det på trods af, at partiet står til en gevaldig tilbagegang.

- Der sidder nogle rundt omkring og tænker: Er det lykkedes os at få skovlen under Dansk Folkeparti?

- Der kan jeg bare sige: Nej, det er det ikke, sagde Kristian Thulesen Dahl til en klappende forsamling.

De første exitpolls er ikke munter læsning for DF, der ser ud til at blive minimum halveret. Foto: Jens Dresling Valg19 - 26. maj. 2019 - kl. 20:12 Målinger halverer DF i Europa-Parlamentet

De første exitpolls er ikke munter læsning for DF, der ser ud til at blive minimum halveret. Foto: Jens Dresling Valg19 - 26. maj. 2019 - kl. 20:12 Målinger halverer DF i Europa-Parlamentet

Taber på klimaet
Han fortsatte med at sige, at Dansk Folkeparti ikke er et populistisk parti og derfor vil holde fast i sin EU-linje, selv om den i år har tiltrukket betydeligt færre vælgere end ved seneste valg.

- Vores politik er ikke afstemt efter strømninger, eller hvordan vinden lige vender. Danskerne skal vide, hvor de har Dansk Folkeparti, siger formanden.

Han forklarede den øjensynligt store tilbagegang med, at diskussionen i år har drejet sig mere om klima og mindre om eksempelvis social dumping.

- Og ja, diskussionen om brexit har været besværlig for os. Dag efter dag er danskerne blevet fortalt, hvor kaotisk det er i Storbritannien. Det har gjort danskerne nervøse og har svækket tanken om, at man kan forlade EU, sagde Thulesen Dahl og fortsatte:

- Det kan godt være, at det har kostet stemmer ved dette her valg. Men danskerne skal vide, at uanset hvad der er oppe i tiden, så står vi fast på vores synspunkter.

- Danmark skal have mere selvbestemmelse, vi skal have grænsekontrol og vi skal være herre i eget hus.

Professor: Klimaet koster DF dyrt

DF står ifølge de første valgstedsmålinger til mindst en halvering af partiets mandater i EU-Parlamentet.

Og det skyldes, at partiet er bagud på klimaspørgsmålet. Det vurderer Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Det ser ud til, at Dansk Folkeparti går gevaldigt tilbage, fordi de har været ude af trit med det store emne, som helt tydeligt er klimaspørgsmålet, siger han.

Desuden er partiet ikke længere alene om ville have en permanent grænsekontrol, hvilket også har noget at sige.

- Deres mærkesag om grænsen og hele symbolikken omkring det er noget, der er vælgere i. Men der er også andre partier som Venstre, der har sagt, at de også arbejder for det.

- De er ude af trit med diskussionen, og der er andre, der kan tilbyde det samme, lyder opsummeringen fra Derek Beach.

DF fik fire mandater ved europaparlamentsvalget i 2014. I TV2's første valgstedsmåling står partiet til to mandater, mens partiet står til ét mandat i DR's måling.

Ifølge professoren kan den høje valgdeltagelse ved valget også være med til at forklare DF's tilbagegang. Valgdeltagelsen står til at slå rekord.

- Den høje valgdeltagelse får vi kun, hvis der også er nogle unge mennesker, der kommer ud og stemmer.

- Og de unge er særligt kommet ud for at stemme på baggrund af klimaspørgsmålet, siger Derek Beach.

Han mener, at der nærmest er tale om en 'generationernes kamp, hvor de unge har givet deres stemme til udtryk'.

Derudover peger han på, at Dansk Folkepartis kernevælgere måske er blevet hjemme for at "spare krudtet" til folketingsvalget.

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere