Udlændingepolitikken er faldet i baggrunden i valgkampen

På trods af gentagne forsøg fra Venstre er udlændingepolitikken ikke et dominerende tema i valgkampen

Venstre forsøger sig med at ændre debatemnet inden valget. Foto: Tariq Mikkel Khan
Venstre forsøger sig med at ændre debatemnet inden valget. Foto: Tariq Mikkel Khan

Lørdag har Venstre indrykket en stor annonce på den mest prominente side i Jyllands-Posten. Under taglinen "#DyrtforDanmark" advarer Venstre mod, hvad partiet mener vil ske på indvandrerområdet, hvis magten skifter efter et valg.

Og allerede før valgkampen holdt tre prominente Venstre-ministre et pressemøde om, hvad de mente ville være sket, hvis ikke partiet havde haft regeringsmagten de sidste fire år. Alligevel har udlændingepolitikken ikke været et dominerende tema i valgkampen.

- Det har slet ikke fået den styrke i valgkampen, som mange før valget troede, det kunne få.

- Og det skyldes først og fremmest, at situationen er under kontrol. Indrejsetallene er lave, antallet af familiesammenføringer er lave. Så der er ikke det pres, der var for nogle år siden, siger politisk kommentator Hans Engell.

Ændret politik
Politisk kommentator hos Altinget Erik Holstein ser en række andre grunde også.

- Den ene er, at Socialdemokraterne virkeligt har ændret politik på området. Frygten for, at politikken bliver dramatisk ændret efter et valg er meget, meget mindre.

Han nævner også tilkomsten af det ekstremt indvandringskritiske Stram Kurs og dets leder Rasmus Paludan som noget, der har gjort det sværere at debattere indvandrings- og udlændingepolitik.

- En tredje ting er selvfølgelig også, at alt domineres af klimadebatten i øjeblikket. Både udlændingedebatten, sundhed og nedslidning, som man ellers troede skulle dominere, er faldet ned ad dagsordenen, siger Erik Holstein.

Klima, ældre og sygehuse
Målinger foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at de vigtigste emner for vælgerne er klimaet, ældre og sygehusene. Det har ikke ændret sig voldsomt under valgkampen.

Mens Erik Holstein mener, at udlændingepolitikken kan komme ind i valgkampens sidste fase, da Socialdemokratiets støttepartier ser ud til at få gode valg, er Hans Engell mere skeptisk:

- Venstre vælger at spille udlændingekortet benhårdt her sidst i valgkampen. Men om det får nogen betydning, det er svært at sige.

- Jeg tvivler på, at de får noget ud af det. For vi nærmer os valget, så det virker lidt desperat.

- Og så har du tre partier, som alle tre kan overbyde Venstre fem gange på det område, fordi ingen af dem respekterer internationale konventioner. Så Venstre må i stedet true med, hvad et rødt flertal kunne tænkes at gøre. Men jeg tror ikke, der er noget at hente der.

116 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere