Uffe Elbæk: Alternativet vil være den 'grønne vagthund'

Uffe Elbæk er fortsat Alternativets statsministerkandidat, men partiet vil afsøge samarbejde med røde partier

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Alternativet har fortsat sin egen grønne blok i dansk politik med sin egen statsministerkandidat.

Men partiet vil gerne være med til at opbygge en alternativ grøn blok sammen med partier fra rød blok, der ønsker at lægge pres på Mette Frederiksen (S), hvis hun bliver statsminister efter folketingsvalget 5. juni.

Det siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk. Hans parti gik torsdag sammen med Enhedslisten, De Radikale og SF om at få Socialdemokratiet til at hæve klimaambitionen.

Hvis rød blok har flertal efter valget, vil de fire partier gå til regeringsforhandlinger med et krav om en bindende klimalov, der indebærer en målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

- Jeg ser, at vi kommer til at gå på to ben i forbindelse med det fremtidige arbejde på Christiansborg, siger Uffe Elbæk.

- Det ene ben handler om, at vi alle de steder, hvor vi sammen med de partier, vi gik ud sammen med torsdag, understreger, at der rent faktisk er en grøn blok i den røde blok.

- Der er simpelthen nogle grønne partier i oppositionen, som selvfølgelig skal gå så meget i front som muligt, når muligheden er der, siger han.

Uffe Elbæk understreger, at Alternativet ikke er blevet en del af rød blok, bare fordi partiet er gået sammen med andre partier på spørgsmålet om klima.

Alternativet peger fortsat hverken på Mette Frederiksen eller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men derimod på Uffe Elbæk selv som statsminister efter valget.

- Det andet ben handler om, at vi ønsker at være denne her grønne vagthund i den kommende regeringsperiode, som i den grad holder de andre partier op på alle de smukke, flotte og gode løfter, de er kommet med på det grønne område, siger han.

Uffe Elbæk ser også andre områder, hvor Alternativet kan samarbejde med De Radikale, Enhedslisten og "på en god dag" også SF om at presse Mette Frederiksen, hvis hun bliver statsminister.

Herunder udlændinge-, uddannelses- og kulturpolitikken samt inden for iværksætteri.

Her kan partierne ifølge Uffe Elbæk "gøre noget sammen og have en tilpas stor kritisk stemme, også mandatmæssigt, der gør, at vi kan lægge det nødvendige pres på en kommende regering".

- Men vi er lige så opmærksomme på det andet, om at være den grønne vagthund og være den frie politiske stemme, der tør sige det, ingen andre tør sige, siger Uffe Elbæk.

Alternativet, der blev dannet i 2013, fik 4,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015.

I Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger, ligger partiet i øjeblikket til at få 3,4 procent af stemmerne.

77 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere