Ung komet suser mod chefstolen i LA

Der tegner sig et flertal bag den 27-årige Alex Vanopslagh som ny leder af Liberal Alliance

Joachim B. Olsen vil ikke være formand for Liberal Alliance - han peger i stedet på Alex Vanopslagh. Producer: Martin Lorentsen

Den nyvalgte Alex Vanopslagh i Folketinget har et flertal bag sig i LA's folketingsgruppe, som ny politisk leder af Liberal Alliance.

Dermed tyder alt på, at den 27-årige tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom er den næste leder af LA efter Anders Samuelsen.

Det er LA's fire medlemmer af Folketinget, som skal vælge den politiske leder. Henrik Dahl har tidligere peget på Alex Vanopslagh, men nu peger Ole Birk Olesen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille også på den unge LA'er, ifølge Politiken.

- Der har jo været snak frem og tilbage om, hvem der skal være leder efter Anders Samuelsen, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, hvem det skal være. Det skal være vores unge og meget talentfulde mand fra Vestjylland, Alex Vanopslagh, siger Ole Birk Olesen til Politiken.

Også Simon Emil Ammitzbøll-Bille vil støtte Alex Vanopslagh som ny leder, oplyser Ammitzbøll-Bille i en sms til Politiken.

Nu er det derfor op til Alex Vanopslagh, om han vil træde op på det øverste trin i LA. Han har aldrig før været medlem af Folketinget, og han har kun siddet i Københavns Borgerrepræsentation siden januar 2018.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra den 27-årige LA'er, som ser ud til at få en kometkarriere i partiet.

Interne LA-kilder fortalte tidligere på dagen til Ekstra Bladet, at Joachim B. Olsen var i spil som LA-leder, fordi han har en offentlig profil, som Alex Vanopslagh ikke har.

Samtidig er Joachim B. ikke fedtet ind i regeringssamarbejdet, som sendte LA tæt på spærregrænsen ved valget, lød det fra internt hold.

Joachim B. Olsen kom ikke i Folketinget ved valget onsdag, og efter Ekstra Bladets historie afviste han, at han vil være LA-leder.

'Jeg havde egentlig håbet, at jeg ikke skulle kommentere på den proces, som forgår i LA nu. Derfor sagde jeg ingen kommentarer, da jeg blev ringet op. Men det tolkes der også på. Så lad mig slå fast: Jeg mener, at Alex Vanopslagh skal være politisk leder af Liberal Alliance. Alex har talentet og evnerne. Han har min fulde opbakning', skriver Joachim B. Olsen på Facebook.

Ole Birk Olsen mener, at Joachim B. Olsen fortsat bør have en central rolle i partiet, men ikke som politisk leder.

116 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere