Valgplakater udsat for hærværk

Den socialdemokratiske kandidat til europaparlamentsvalget Jeppe Kofods valgplakater er blevet udsat for omfattende hærværk flere steder i det indre København

En ukendt person havde travlt med at fjerne klistermærkerne igen, da vores fotograf kom forbi.

Nogen har i løbet af natten sat klistermærker med ordet 'pædofil' på Jeppe Kofods valgplakater i Indre By.

Kofod er kandidat til EU-valget for Socialdemokratiet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jeppe Kofod selv, og i stedet bidrager Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, med følgende kommentar: 

'Det er groft hærværk – intet andet. Og det er helt uacceptabelt. Kan kun tage fuldstændig afstand fra den slags politisk hærværk. Og vi politianmelder dette. Socialdemokratiet har desværre oplevet hærværk på flere af vores københavnske kandidaters plakater. Det lader til i dette valg at være et stigende problem, at man ikke kan have valgplakater i fred.

'Lars Aslan og Jakob Thiemann fra mit eget parti har også været udsat for målrettet sabotage. Vi har hørt historier fra andre partier, som også har oplevet hærværk og chikanerier. Det må simpelthen stoppes – så vi kan have en fredelig, demokratisk og anstændig valgkamp,' skriver han til Ekstra Bladet på mail og oplyser desuden, at der ikke kommer yderligere kommentarer om episoden.

Reaktion på møgsag
Klistermærkerne må formodes at være hærværk og kan være en reaktion på en møgsag, som Jeppe Kofod havde for mere end ti år siden.

Tilbage i 2008 havde han ved en påskefest i DSU et seksuelt forhold til en 15-årig pige, da han selv var 34 år.

Det kostede ham posten som partiets udenrigsordfører dengang.

101 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere