Venstre står til markant fremgang ved valget

Venstre går ifølge prognoser frem med mellem ni og ti mandater i Folketinget, men mister regeringsmagten

Venstre står til en markant fremgang ved valget, men partiet må samtidig sande, at der ikke længere ser ud til at være flertal bag regeringen.

Partiet står ifølge DR's prognose til at gå fra 34 til 43 mandater.

TV2's prognose viser en fremgang til 44 mandater.

Fremgangen til Venstre kommer på bagkant af valget i 2015, der var det dårligste til partiet i 25 år.

Trods en højere opbakning fra vælgerne står Venstre til at miste regeringsmagten, da både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bliver mere end halveret.

Nuværende miljøminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), både glæder og ærgrer sig over Venstres valgresultatet.

- Den anden del af ligningen er jo, at den blå familie samlet går tilbage, og at regeringsmagten smutter fra os.

- Det er trist. Men vi skal bruge mandaterne til fremadrettet at gøre os spilbare, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen afviser desuden, at Venstre skulle udskifte formand Lars Løkke Rasmussen, selvom partiet mister regeringsmagten.

Samlet står rød blok i DR's prognose, hvor der er optalt 82 procent af stemmerne, til 91 mandater, hvilket er uden Alternativet, der står til fem mandater.

Hos TV2 har rød blok 89 mandater, mens Alternativet ligger til fire mandater.

Ud over de 175 danske mandater skal Folketinget også sammensættes med fire mandater fra Færøerne og Grønland.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere