Vildt kapløb: Her er valgets vinder

Morten Løkkegaard får flest personlige stemmer med valget til Europa-Parlamentet efter et særdeles tæt kapløb med partifællen Søren Gade

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, mener, at Morten Løkkegaard og Venstres gode valg kan skyldes, at statsministeren trådte i baggrunden.

Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Morten Løkkegaard, kan kalde sig valgets vinder.

Det står klart, efter at alle de personlige stemmer nu er talt op.

I lang tid stod det ellers til, at Søren Gade (V) ville blive valgets topscorer, men i takt med, at resultaterne fra de sidste kredse tikkede ind, overhalede Morten Løkkegaard partifællen.

Løkkegaard endte med 207.558 personlige stemmer mod Søren Gades 201.626. Det viser KMD's endelige opgørelse.

Auken nummer tre
SF's Margrete Auken var sågar tæt på at indhente Søren Gade med 199.522 personlige stemmer. Længe lå hun i tæt kapløb med Socialdemokratiets Jeppe Kofod om at få tredjeflest stemmer, men Auken trak fra til slut. Jeppe Kofod fik 188.757 personlige stemmer.

Nummer fem på listen over flest personlige stemmer blev DF's Peter Kofod med 119.408. Kofod bliver Dansk Folkepartis eneste mand i Europa-Parlamentet, efter at partiet fik hug ved søndagens valg og mistede tre mandater.

Modsat blev Venstre valget store vinder. Ud over at have de to største stemmeslugere kan partiet glæde sig over fire mandater i Bruxelles. Det er en fordobling i forhold til valget i 2014, hvor Venstre fik store stryg oven på Lars Løkkes tøjsag.

 

49 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere