Til sidste sekund havde valgprognosen på Danmarks Radio et resultat, der viste sig at være forkert, nemlig at rød blok med 86 mandater ville have brug for Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne for at sikre sig flertal.
Sådan endte det som bekendt ikke, men først da 100 procent af stemmerne var talt op, kunne DR vise det rigtige resultat, nemlig at rød blok havde flertal uden Løkke.
Det skyldes en 'meget teknisk' fejl, som Danmarks Radio er 'superærgerlige' over, idet det trak valgaftenen ualmindeligt længe ud. Det fortæller chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe til Ekstra Bladet.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det er jeg utrolig ærgerlig over. Vi er faktisk kun optaget af at levere de mest præcise tal overhovedet på sådan en valgaften. At der indtræffer sådan en omstændighed i så tæt et valg, det er utroligt ærgerligt, at vi lige præcis ligger et mandat for lavt, siger han.
Thomas Falbe forklarer, at fejlen skal findes i den beregningsmodel, der blev brugt til at lave prognosen, som kort fortalt undervurderede Socialdemokratiet. Og at fejlen aldrig er sket før i danmarkshistorien, men at den vil blive rettet til fremtidige valg.
Den mere tekniske forklaring lyder ifølge Thomas Falbe, at DR's algoritme ikke havde taget højde for, at aftenens resultat fik en særlig paragraf i valgloven til at træde i kraft på grund af den måde, som kreds- og tillægsmandaterne skulle fordeles på. Det betød, at der skulle trækkes et tillægsmandat fra et parti, der ellers havde fået det.
Det fede liv på Borgen: Se deres vilde fryns
- TV 2 havde i flere timer en korrekt prognose. Det er jo lykkedes for dem. Hvad tænker du i forhold til fremtidens valg, og kan man overhovedet bruge prognoser til noget?
- Vi gør alt, hvad vi kan for at rette op på den fejl, vi har konstateret. Det er en helt konkret fejl i den algoritme, der lægger til grund for beregningen af prognosen. VI gør alt, for at den fejl bliver rettet, så det ikke gentager sig. Jeg er superærgerlig over, at vi ikke var mere præcise tidligere. Jeg kender ikke TV 2's metode, men deres har tydeligvis kunnet tage højde for den præcise omstændighed, mens vores ikke kunne.
- Tidligere på aftenen var der jo også en prognose, der viste 80 mandater til rød blok. Det var jo fuldstændig skudt ved siden af. Hvordan kunne det ske?
- Det er faktisk det samme, der gør sig gældende. At vores prognose har undervurderet Socialdemokratiet. På alle andre partier er vi meget tidligt meget præcise, men lige præcis Socialdemokratiet har prognosen undervurderet, og det er vi nødt til at kigge nærmere ind i for at kunne give et svar på, hvordan det kunne ske.
- Kan I bruge den model igen?
- Vi arbejder hele tiden på at gøre det bedre for at få det til at fungere. Det bliver justeret fra gang til gang op mod hvert folketingsvalg. Og så er det klart, at nu er der et par ting, vi skal have bedre hånd om.
- Det her får ikke jer til at tænke, at I ikke skal bruge sådan nogen prognoser igen, når det ikke viser et retvisende billede?
- Hvis ikke det havde været for præcis den her tekniske fejl, jeg prøver at beskrive, så havde vores prognose været fuldstændig stabil gennem hele aftenen.
- Men hvordan kan du vide, at det er den eneste fejl, der kan ske? Der kan vel også ske en anden fejl ved næste valg, som I heller ikke havde taget højde for?
- Det er klart, at jeg ikke kan forudse alle tænkelige scenarier. Alternativet er at vente en uge, indtil Indenrigsministeriet har verificeret alle tal, før vi kan publicere et resultat, og det tænker jeg heller ikke er den rigtige model.
- Man kan ikke bare løbende vise de stemmer, der er talt op?
- Ved du hvad, nu bevæger vi os ind i et akkumuleret tal, som ikke siger noget om mandaternes fordeling.
- Men hvis prognosen heller ikke er præcis, så kan det vel være det samme?
- Prøv at høre, nej, vi har faktisk en relativt god historik i forhold til valgaftener. I går indtraf der nogle omstændigheder, som vores model ikke havde taget højde for. Det er aldrig sket før i danmarkshistorien. Det ændrer ikke noget ved, at de forudsætninger skulle have været indlejret, og det kunne vi konstatere meget sent, at de ikke var. Men prognosen som redskab er sådan set valid nok, men denne her fejl skal selvfølgelig rettes.
Det fede liv på Borgen: Se deres vilde fryns
Også fejl hos TV 2
TV 2's valgprognose var kortvarigt også helt skæv, da den på et tidspunkt viste, at rød blok kun stod til 82 mandater. Samtidig sagde DR's prognose på samme tidspunkt, omkring klokken 22, 80 mandater.
På det tidspunkt var der dog kun optalt en tredjedel af stemmerne, hvilket TV 2 mener er årsagen til den skæve prognose tidligere på aftenen.
- Det er meget kortvarigt, at prognoserne har nogle hop, og det er ikke usædvanligt, når man går fra exitpoll til prognose. Prognoser beror på rigtige stemmer og er et meget større materiale at regne ud fra. Man ser ofte de hop, og det ser man også hos DR, der lavede et meget voldsomt hop. Vores er meget kortvarigt og er hurtigt tilbage, siger nyhedschef Jacob Kwon til TV 2.