- Ved det virker at fyre noget krudt af

Nordkorea har atter affyret missiler. Ekspert ser det som et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed

I Sydkorea er man nervøs over det øgede antal affyringer af missiler fra naboen mod nord. Foto: Jung Yeon-je/AFP/Ritzau Scanpix
I Sydkorea er man nervøs over det øgede antal affyringer af missiler fra naboen mod nord. Foto: Jung Yeon-je/AFP/Ritzau Scanpix

Tidligt tirsdag morgen lokal tid foretog Nordkorea en affyring af et missil, der landede i havet mellem Japan og den koreanske halvø.

Affyringen var langt fra noget særsyn i den seneste måned, men rækken af missiltests kommer efter en længere periode, hvor Nordkorea har holdt igen med de umiddelbart aggressive prøveaffyringer.

Den seneste affyring kommer ifølge New York Times kort tid efter, at den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns, søster, Kim Yo-jong, ellers har talt om, at man vil forhandle med Sydkorea om at afslutte Koreakrigen, som formelt har stået på siden 1950.

De aggressive handlinger ligner dog ikke umiddelbart tegn på et land, der vil tale om fred, men på trods af deres karakter kan affyringerne netop ses som et tegn på, at man vil gøre opmærksom på sig selv.

Det vurderer Geir Helgesen, der er kultursociolog og har 40 års erfaring med at forske i koreanske forhold.

- Når Nordkorea vil ind på banen i stedet for at sidde på reservebænken, har de ikke så mange tricks at spille med, og det trick, som viser sig at være effektfuldt, det er at fyre nogle missiler af eller lave nogle atomprøvesprængninger, for så kommer omverdenen i tanke om, at de måske udgør en vis fare, siger han til Ekstra Bladet.

Den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea er et verdensberømt billede på det anstrengte forhold mellem de to lande, der officielt aldrig har fået en afslutning på Koreakrigen. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix
Den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea er et verdensberømt billede på det anstrengte forhold mellem de to lande, der officielt aldrig har fået en afslutning på Koreakrigen. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Ved at det virker
Han fortæller, at Nordkorea ikke for alvor er kommet på dagsordenen siden Joe Biden blev præsident i USA, og med de seneste problemer for USA i Afghanistan, fylder Nordkorea ikke specielt meget på den amerikanske dagsorden.

- Nordkorea ved, at man ikke kan leve med en konflikt i det område af Asien, så de vil minde verden om, at de er der. Og Kim Jong-un ved, at når de fyrer noget krudt af, så kommer folk i Washington og Beijing i tanke om, at der også er det der med Nordkorea, siger Geir Helgesen.

Han fortæller, at Nordkorea er hårdt ramt af FN's embargo-politik over for landet, så de har svært ved at sælge deres produkter, samtidig med at de angiveligt er ramt af en hård fødevarekrise.

- Jeg tror, nordkoreanerne er meget frustrerede. For Trump startede med bål og brand og endte med at klappe Kim på skulderen og sige, at de var det bedste kammerater, men Trump kunne ikke få sit system med sig. Kim Jong-un ville gerne lave en aftale, men Trump kunne ikke få hjemmefronten med sig, siger Geir Helgesen.

- Ved det virker at fyre noget krudt af

Sagen kort: Kim Jong-uns Nordkorea

Ligegyldig for USA
Han mener, at man godt kan tage det for gode varer, når Nordkorea siger, at de er interesseret i en fredsaftale med Sydkorea.

- Jeg kender mange i den sydkoreanske administration, og de er enormt interesserede i den forhandling. Men den kan de simpelthen ikke tage, uden at USA giver grønt lys. Og for USA er konflikten mellem Nord- og Sydkorea nærmest ligegyldig lige nu, siger han.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, kunne se lovende tegn på et bedre forhold til USA under Donald Trump, men landenes samtaler førte ikke til noget. Foto: KCNA via AP/Ritzau Scanpix
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, kunne se lovende tegn på et bedre forhold til USA under Donald Trump, men landenes samtaler førte ikke til noget. Foto: KCNA via AP/Ritzau Scanpix

Mange anser de nordkoreanske missilaffyringer som aggressive, men ifølge Geir Helgesen handler det også om at se det fra Nordkoreas synspunkt.

- Når jeg har besøgt Nordkorea, siger de, 'prøv nu at forstå det. Vi er en lille fattig stat, og USA ligger og pisker rundt med deres store flådefartøjer og holder militærøvelser. Så de har da planer om at vælte vores ledelse', siger han.

Han fortæller, at Nordkorea godt er klar over, at de ikke bare uden videre kan starte en krig, og at det derfor virker meget usandsynligt.

- Kina har jo sagt direkte til dem, at hvis de starter noget, der ligner en aggressiv handling over for andre, så står de fuldstændig på egne ben. Hvis andre til gengæld angriber dem, kan de regne med, at Kina bakker dem op, forklarer Geir Helgesen.

- Men kineserne er også frustrerede over det, der sker nu, for de hader, når nordkoreanerne affyrer missiler eller tester bomber, for det gør situationen meget sværere for dem, fordi de også vil bevare gode relationer til Sydkorea og til dels USA, siger han.

Der er ingen, der er kommet noget til i forbindelse med de seneste affyringer fra Nordkorea.