76 politibetjente er kommet til skade, heraf fem alvorligt, efter at en demonstration i den nordtyske by Hamborg udviklede sig voldelig torsdag aften, skriver AFP.
En af de tilskadekomne betjente måtte fragtes til hospitalet med en øjenskade, fordi et kanonslag var eksploderet foran hans ansigt.
Samtidig oplyser Hamborg Brandvæsen, at brandfolk rykkede ud til over 60 ildebrande, som var blevet påsat i forbindelse med optøjerne.
Blandt andet skal en del biler være blevet antændt.
Hamborg torsdag aften: Voldsomme gadekampe med politiet
Cirka 1000 demonstranter fra den yderste venstrefløj kastede med flasker og fyrværkeri, mens politiet svarede igen med tåregas og vandkanoner.
Flere personer er anholdt, oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Demonstranter bar bannere med skriften ’Velkommen til helvede’.
Frygter kaos: Stor dansk politistyrke sendt til Tyskland
Protesten blev tidligere på aftenen blokeret af politiet, efter at omkring 1000 personer fra demonstrationen nægtede at følge politiets opfordring til at smide deres maskering.
Det førte til, at demonstranter kastede flasker og sten efter betjente, der svarede igen med tåregas og vandkanoner.
Kort efter sammenstødene valgte arrangørerne at ophæve demonstrationen ifølge politiet.
20.000 tyske betjente fra hele landet skal passe på deltagerne ved G20-topmødet.
Hamborg i højeste alarmberedskab: - Vi forventer voldsomme angreb
Allerede i weekenden var der sammenstød mellem politi og demonstranter, da myndighederne fjernede opsatte telte ved floden Elben. Også natten til onsdag stødte parterne sammen.
Her brugte betjente ligeledes vandkanoner i et forsøg på at sprede en folkemængde, der havde slået lejr før G20-topmødet, hvor verdensledere som Donald Trump og Vladimir Putin mødes.