Venezuela: Maduro var klar til eksil

Venezuelas hårdt prøvede præsident, Nicolas Maduro, var tirsdag indstillet på at forlade landet, siger Pompeo

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro. Foto. AFP
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro. Foto. AFP

Venezuelas hårdt pressede præsident, Nicolas Maduro, havde planer om at forlade landet tirsdag morgen og gå i eksil i Cuba, men Rusland overtalte ham til at blive.

Det siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, til CNN ifølge Reuters.

- Han havde et fly ventende på startbanen, han var klar til forlade (Venezuela, red.) denne morgen, som vi har forstået det, og russerne indikerede, at han skulle blive, siger Pompeo til CNN.

Regimerne i Cuba og Venezuela har i årevis støttet hinanden.

Tirsdagen igennem har Venezuelas hovedstad, Caracas, været præget af gadekampe mellem sikkerhedsstyrker og modstandere af Maduro.

Urolighederne opstod, efter at oppositionslederen Juan Guaidó opfordrede befolkningen til at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med Maduros styre.

I en video, der blev lagt ud på det sociale medie Twitter tidligt tirsdag morgen lokal tid, hævdede Guaidó, at han har sikret sig opbakning fra det venezuelanske militær i sin kamp for at vælte Nicolás Maduro.

USA var hurtigt ude med opbakning til Guaidó. I et tweet skrev udenrigsminister Pompeo, at USA 'støtter fuldt og helt' Guaidos opfordring til 'Operacion Libertad' (operation frihed, red.).

På samme måde viste Cuba støtte til Maduro. I tweetet fra Cubas udenrigsminister blev USA desuden opfordret til, 'at indstille aggressioner mod freden'.

Præsident Maduro har ofte beskyldt USA for i det skjulte at trække i trådene og støtte hans politiske modstandere.

Guaidó, der er leder af Venezuelas parlament, udråbte i januar sig selv som midlertidig præsident. Den 35-årige Guaidó mener, at Maduros valgsejr i maj 2018 var ulovlig.

Juan Guaidó er anerkendt som midlertidig præsident af både USA og en lang række EU-lande. Heriblandt Danmark.

Store dele af befolkningen i det latinamerikanske land har i flere år haft svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen på grund af en langvarig økonomisk krise, som mange giver Maduro skylden for at have udløst.

Over tre millioner venezuelanere har de seneste år forladt deres hjemland på grund af den dybe økonomiske krise.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere