Venstre fastholder krav for at forhandle udligningsreform

Det lykkedes ikke Venstres formand og statsminister Mette Frederiksen at genoprette tillid på et møde torsdag

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen efter forsoningsmøde i Statsministeriet i København torsdag den 27. februar 2020. Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til forsoningsmøde i Statsministeriet. Det gør statsministeren, efter at Jakob Ellemann-Jensen har krævet et møde for at genoprette tilliden. Tillidsbruddet kom, efter at en mail om planlagte angreb på Venstre midt under forhandlinger om en udligningsreform blev bragt i Jyllands-Posten. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen efter forsoningsmøde i Statsministeriet i København torsdag den 27. februar 2020. Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til forsoningsmøde i Statsministeriet. Det gør statsministeren, efter at Jakob Ellemann-Jensen har krævet et møde for at genoprette tilliden. Tillidsbruddet kom, efter at en mail om planlagte angreb på Venstre midt under forhandlinger om en udligningsreform blev bragt i Jyllands-Posten. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Forhandlingerne om en kommunal udligningsreform mellem Venstre og Socialdemokratiet kommer på nuværende tidspunkt ikke videre.

Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, torsdag aften, da han kommer ud fra et forsoningsmøde i Statsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde indkaldt til mødet efter krav fra Jakob Ellemann-Jensen om at genoprette tilliden.

- Vi har haft en alvorlig samtale i håb om at få retableret noget af tilliden i forhandlingslokalet, efter at den gik fløjten, siger V-formanden.

Tillidsbruddet opstod, efter at en mail om Socialdemokratiets planlagte politiske angreb på Venstre blev bragt i Jyllands-Posten.

Mailen, som ved en fejl blev sendt til en journalist på Jyllands-Posten, blev afsendt, sideløbende med at regeringen forhandler med Folketingets partier, herunder Venstre, om en kommunal udligningsreform. Den skal fordele omkring 18,5 milliarder kroner mellem landets 98 kommuner.

Jakob Ellemann-Jensen siger efter mødet torsdag aften, at der er to krav, partiet ønsker, at Socialdemokratiet skal opfylde, før Venstre vil genoptage forhandlingerne om en udligningsreform.

Det ene er, at regeringen skal give lovning på, at der i den endelige aftale ligger en halvering af særlige tilskud til kommuner med mange borgere med udenlandsk herkomst.

Det vil formentlig især ramme socialdemokratiske kommuner.

For det andet ønsker Jakob Ellemann-Jensen, at personkredsen i forhandlingerne skal indsnævres.

Fremover skal det kun være ministre, der forhandler med Venstre - og ikke også ordførere, siger formanden.

- Det er et meget konkret ønske om, at de mennesker, der var kopieret fra den liste om at skulle planlægge et angreb på Venstre, ikke deltager i forhandlingerne. Det synes jeg er et nogenlunde fornuftigt krav, siger han.

Det står dog ikke klart efter mødet i Statsministeriet, hvorvidt regeringen vil imødekomme kravene, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Det er klart, at regeringen lige skal have lov til at tale med hinanden og se på vores forslag, siger han.

FAKTA: Tidslinje over udligningsfnidder

Den socialdemokratiske regering ønsker at lave en reform af udligningssystemet, der flytter penge mellem de danske kommuner.

Men for regeringen har forhandlingerne om reformen været fuld af bump på vejen.

En del af kritikken kommer fra Venstre, og derfor havde statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften inviteret Venstre til forsoningsmøde i Statsministeriet for at forsøge at klinke skårene.

Herunder kan du læse nogle af de vigtigste begivenheder og kritikpunkter i forhandlingsforløbet:

* 30. januar:

Regeringen præsenterer de første elementer i udspillet.

1,4 milliarder kroner skal flyttes mellem kommunerne. Tallene for, hvad det reelt betyder for hver kommunerne - og begrundelserne bag - holder regeringen dog tilbage.

* 31. januar:

Regeringen fremlægger en liste over, hvad udligningsreformen vil betyde for hver enkelt kommune i kroner og øre.

* 7. februar:

Venstre anklager regeringen for at holde væsentlige beregninger i udspillet tilbage. Partiet vil ikke forhandle, før beregningerne er lagt frem, truer Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Ministeriet sender efterfølgende tal, som ministeriet mener er fyldestgørende.

* 13. februar:

Social- og Indenrigsministeriet skriver ifølge Politiken til forligspartierne, at hovedstadskommunerne ikke som først udmeldt skulle betale 1419 millioner kroner mere til resten af landet men 1626 millioner kroner.

Ministeriet afviser dog den udlægning.

* 17. februar:

Social- og Indenrigsministeriet må skrive til forhandlingspartierne, at der har været en 'beklagelig fejl'. Børn, der ofte har flyttet kommune, er udregnet på forkert grundlag.

* 15. Februar:

Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet siger:

- Det har været usædvanligt, at man har holdt kortene så lukket, og det har også været direkte årsag til, at processen har været rodet og kaotisk.

* 19. februar:

Flere socialdemokratiske borgmestre har løbende kritiseret udspillet. Lejres borgmester, Carsten Rasmussen (S), kritiserer især, 'at der er kommuner, der skal modtage penge, der i forvejen ikke bruger dem, de får'.

Kommunernes Landsforening (KL) kritiserer også regeringen. 'Vi mangler simpelthen de data, der gør, at vi selv kan regne på reformudspillet,' siger Kristian Wendelboe, direktør i KL.

Ministeriet skriver senere, at der er sendt flere data til KL.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer regeringen til at pakke sit udspil væk og komme med et nyt.

* 20. februar:

Venstre præsenterer tre krav til en aftale om udligningsreformen. Et 'ja' fra Venstre kræver indrømmelser om skat, udlændinge og flere penge til kommunerne.

* 23. februar:

En mail viser, at Socialdemokratiet under forhandlingerne om udligning planlægger et 'angreb på Venstre' blandt andet med ting fra forhandlingsrummet.

* 24 februar:

Finansminister Nicolai Wammen (S) beklager mailen og skriver til forhandlingspartierne:

- Jeg vil gerne over for jer understrege, at det ikke er en acceptabel tilgang til vores måde at forhandle med hinanden på.

* 25. februar:

Statsministeren beklager den lækkede mail, mens Venstres tillid til regeringen 'kan ligge på et meget lille sted', siger formand Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen siger, at Venstre endnu ikke er parat til at forhandle efter det store tillidsbrud.

* 27. februar:

Efter et forsoningsmøde i Statsministeriet siger Jakob Ellemann-Jensen, at man har to krav til regeringen, før forhandlingerne kan genoptages.

- Det handler om at genoprette tilliden, siger formanden.

Kilder: DR, Jyllands-Posten, Altinget, Ritzau.

75 kommentarer
Vis kommentarer