’Da Anders Fogh Rasmussen ville ind i Irak, var politikerne hurtige til at sige: ’Vi skal sætte handling bag ordene’. Nu gider de ikke engang sætte sig ned og sætte ord bag handlingen.’

(Afghanistan-veteran og tidligere konstabel Jimmy Solgaard i Information.)

Skal sandheden frem, er Danmark det eneste land, hvor fejltagelsen ved at gå i krig i Irak ikke anerkendes af de ansvarlige politikere.

Lars Løkke regeringen har besluttet at nedlægge Irak og Afghanistan-kommissionen. Hvilket mange påpeger, er oprørende for demokratiet. Ja, var man dansk soldat i en af disse krige, vokser det forståeligt nok til at være en uhyrlig skandale. 

’Man kan ikke gøre noget så sindssygt som at gå i krig uden at evaluere på det bagefter. De huse, vi har pulveriseret, står der ikke længere. De mennesker, vi tog til fange, blev frihedsberøvet og torteret. De mennesker, vi har slået ihjel, trækker ikke vejret mere. Vi var sammen om det her,’ som veteran Jimmy Solgaard siger i dagbladet Information.

Men Venstre ønsker ikke noget af ’vi var sammen om det her’. Venstre ønsker at glemme. Venstre ønsker, at alle andre også skal glemme, da alt sammen skete på Venstres –eller rettere på Anders Fogh Rasmussens - vagt.

Ingen ved, om der var kommet noget som helst brugbart ud af kommissionens arbejde. Sandsynligheden taler for det modsatte. Venstre-argumentet om, at alle sten alligevel er vendt i sagen kan endog hævdes at bære en vis sandhed. For selv om sagen ikke, som det sker nu, blev sendt tyve år bag lås og slå i Rigsarkivet, ville der altid være klassificerede akter, som medierne kunne spekulere sig til noget nær åbent kraniebrud over, hvad gemmer på. 

Politiken har netop godtgjort, at Anders Fogh i sin iver allerede et år før invasionen i Irak lovede USA at gå med. Hvis pressen gør sit arbejde, er det langt mere effektivt end en hvilken som helst kommission. Mørklægningen er faktisk – modsat de flestes opfattelse – ikke det værste. 

Det værste er manglen på anerkendelse af den oplysthed soldater og borgere allerede besidder. Der er en nedladende holdning til borgerne og deres angiveligt manglende viden om emnet. Venstre, Lars Løkke og Anders Fogh fortsætter ’der er ikke noget at komme efter’ sangen. Men alle ved i dag, at det er løgn. Kommission eller ej, så er de faktisk for længst afsløret.

I et interview med den amerikanske TV-station, ABC News i 2008, fortalte George W. Bush, at beslutningen om at invadere Irak på baggrund af de forkerte oplysninger om masseødelæggelsesvåben er »det, han fortryder mest i hele sin præsidentperiode«.

Den franske præsident, Chirac, og den tyske kansler, Schröder, afviste at deltage i Irak. Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, valgte at trække sig fra Tony Blairs regering pga. krigens manglende legitimitet. Premierminister Tony Blair undskyldte siden det falske grundlag, briterne gik i krig på.

Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, var manden, der fremlagde de amerikanske efterretningsrapporter om masseødelæggelsesvåben for FN. Han kaldte det siden »et lavpunkt« i sin karriere.

Anders Fogh Rasmussen sagde ikke noget. Slet ikke i begyndelsen. Hvor de manglende masseødelæggelsesvåben og udeblevne al-Qaeda-forbindelser blot ændrede betoningen til et spørgsmål om, at en brutal diktator var fjernet, og et helt folk udfriet af Husseins voldelige greb. 670 gange bad Ekstra Bladets journalist, Bo Elkjær, om et interview, der skulle handle om statsministerens grunde til at sende Danmark i krig mod Irak. 670 gange afviste statsministeren.

Da Fogh Rasmussen den 671. gang indvilgede, lød hans svar: ’I det beslutningsforslag, vi fremlagde i Folketinget i marts 2003, var der 13 grunde til, at vi anbefalede Folketinget at gå med. Og der er ingen af de 13 punkter, der nævner masseødelæggelsesvåben.’ Den egentlige og virkelige årsag var derimod Saddam Husseins manglende samarbejde med FNs våbeninspektører, fremhævede Fogh.

Jamen, så er alt jo i orden, vil man i dag sarkastisk udbryde. Glem resten. Eksempelvis at Irak blev efterladt i et klankrigs helvede. Eller at selv velorienterede nyhedsopmærksomme borgere i dag har meget svært ved at få øje på berettigelsen af, at deres land gik i krig.

Fogh, Løkke og Venstre er krøbet i ly. Tilmed ledsaget af den dårlige samvittigheds kendemærke hos kujoner – en indirekte undskyldning forklædt som aflad: Penge, der skulle have været brugt på kommissionen, overføres til veteranerne i stedet som lindrende balsam for oprørte sjæle.

Ergo siger man: ’Det er jeres job at forklare, soldater, det sætter vi jer til. Til gengæld er det ikke i ond vilje, vi gør det, det er i den gode. Se, I bliver endda betalt for det.’

Nu er danskerne overladt til at stille deres spørgsmål til veteranerne. ’Hvad synes I selv, det var godt for? ’Var det indsatsen værd?’, ’Hvad har vi lært af det?’

Venstre eller Anders Fogh Rasmussen undskylder, forklarer eller fortryder ikke noget. Hverken hvad angår grundlaget eller resultatet. Andre har fortrudt, undskyldt, beklaget. Men ikke Venstre og Fogh. Hvilket nu fremstår som en sær blanding af arrogance, kujoneri og selvovervurdering. Irak-krigen og begrundelsen for den står ikke tilbage som en af Vestens ypperste stunder. Men tilsyneladende fortsat som en af Anders Fogh Rasmussens.

USA og England kørte med højt hævede bannere forrest ind i ørkenlandet. Danmark og dets daværende statsminister udgjorde et undseligt vedhæng i invasionsstyrkens indtog i Irak i 2003. Man kan til gengæld sige, at han i sin iver efter at komme ind aldrig fandt ud igen og nu tilmed i ærekærhed nægter at modtage råd herom.

Anders har altid været typen, der nægter at spørge om vej. 'Rasmussen Global', som han kalder sig nu om dage.