Venstre om restriktioner: Vi står i en bizar situation

Alle borgere over 50 år er blevet inviteret til vaccination mod corona, og det er en vigtig milepæl, mener V

Sophie Løhde (V) kan formentlig se frem til en lang arbejdsdag med genåbningsforhandlinger. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Sophie Løhde (V) kan formentlig se frem til en lang arbejdsdag med genåbningsforhandlinger. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Hvis det står til Venstre og De Konservative, skal Danmark i det store og hele genåbne helt lige om lidt.

Det siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, samt De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Meldingen kommer forud for onsdagens forhandlinger om yderligere genåbning af samfundet.

Mundbindet skal væk. Og caféer og restauranter skal have lov til at have åbnet i længere tid, hvis det står til de borgerlige partier. Lige nu skal der lukkes klokken 23.

- Vi står i den bizarre situation lige nu, at vi har strammere restriktioner end sommeren sidste år, selv om der nu er 40 procent af danskerne, som enten har fået deres første vaccinestik eller er færdigvaccineret, siger Løhde.

Hun henviser til, at ingen var vaccineret i sommeren 2020.

- Det er glædeligt, at vi om et øjeblik rammer den vigtige milepæl i epidemihåndteringen, at alle over 50 år, som ønsker det, har fået deres første stik. Og i den situation skal Danmark genåbne.

- Vi skal tilbage til det Danmark, vi kender. Alle restriktioner skal fjernes, siger Løhde.

Der skal ifølge Venstre kun være tre undtagelser hen over sommeren. I nattelivet, ved ind- og udrejse og ved større forsamlinger. Her skal coronapasset fortsat benyttes. Efter sommeren skal coronapasset udfases fuldt ud.

Alle borgere over 50 år er inviteret til vaccination, og resten modtager en invitation inden længe. Det oplyste Sundhedsministeriet tidligere på måneden.

Søren Pape har svært ved at se, at der skal være restriktioner efter sommerferien.

- Skal der overhovedet være en restriktion efter sommerferien, skal der være en meget god grund til det.

- Jeg kan ikke umiddelbart se den. Måske i forbindelse med rejser, hvis andre lande stiller krav. Og så kan der være nogle kæmpestore begivenheder, hvor man måske skal overveje det. Men det er maksimum det, vi taler om, siger Pape.

Forud for onsdagens forhandlinger er Statens Serum Institut (SSI) kommet med nye beregninger, som Ritzau er i besiddelse af.

Heri står der blandt andet, at 'brugen af coronapas vurderes fortsat at have en stor betydning for incitamentet til at blive testet, hvilket er essentielt for at identificere smittekæder'.

Dette får ikke Venstre til at ændre kurs. Partiet hæfter sig ved, at Folketingets partier - bortset fra Nye Borgerlige - allerede har aftalt, at der nu skal forhandles om en udfasning af eksempelvis coronapasset.

Andre partier har ligeledes meldt ud før forhandlingerne, at udfasningen af coronapasset kan fortsætte. Det gælder eksempelvis regeringens støtteparti Enhedslisten.

Forhandlingerne begynder klokken 16.