Det er sjældent, at politiet får tæsk af regeringspartiet Venstre.
Men efter at landsretten har slået fast, at politiet i flere tilfælde har taget det tibetanske flag fra demonstranter under den kinesiske statsbesøg i 2012, får politiet massiv kritik af Venstres menneskerettigheds-ordfører Jan E. Jørgensen:
- Politiet skal værne om ytringsfriheden - ikke knægte den. Også når Danmark har 'fint' besøg fra Kina, skriver han på Twitter og linker til landsretsdommen.
I dommen bliver det slået fast, at betjentene ved tre episoder 'udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag så, så det var synligt for den kinesiske præsident'.
Præsidenten var på besøg for blandt andet at lave en række handelsaftaler, og netop konfrontation med Tibet er ikke noget, som kineserne ønsker.
Tv-klip, politiets interne radiokommunikation og borgernes forklaringer har overbevist de tre landsdommere om politiets knægtelse af ytringsfriheden ved tre episoder på Langelinie, i Kongens Have og på Christianborg Slotsplads.
Tibet-sagen: Politiet vil nu respektere ytringsfriheden
Læg flaget
I Kongens Have blev Thomas Goetz således beordret til at lægge flaget ned på jorden. Han var omringet af flere betjente i cirka en time og ulovligt frihedsberøvet, slår landsretten fast i en dom tirsdag.
En betjent har forklaret landsretten, at de havde fået en ordre fra lederen af politiets aktion. 'De skulle sige til ham, at flaget skulle lægges ned, har han forklaret landsretten.
I et svar til Folketingets retsudvalg fra Justitsministeriet den 26. juni 2013 stod der, at Københavns Politi oplyste, 'at ingen politifolk med ledelsesansvar havde givet demonstranter besked på, at de ikke måtte anvende flag eller bannere.
Politiet afviste
Under besøget af præsident Hu Jintao oplevede flere sympatisører med Tibet, at betjente generede og flyttede dem. Blot det at vifte med Tibets flag vakte politiets interesse.
I et svar til Enhedslistens retsordfører 9. april sidste år var meldingen helt klar.
- Københavns Politi kan afvise at have haft til opgave at forhindre fredelige demonstratio-ner, herunder fremvisninger af tibetanske flag.
Politiradio afslører
Det står overfor den radiokommunikation, som kom frem under den seneste retssag:
- Til orientering: Lige foran opkørslen til Christiansborg, der er sneget sig et tibetansk flag ind. Jeg prøver med nogle af mine folk og skærme af for dem, når de kører forbi, men til orientering: jeg tror det sidder på en ladcykel eller noget i den stil."
- To elleve, lima to elleve. Prøv lige at få styr på den ... de tibetanere der, for de [den kinesiske kortege, red.] er på møllerens plads [Christmas Møllers Plads?, red.] nu. Kom.
- Og, lima en, lima en. Ja, skal vi tage flaget fra dem, eller hvordan? Lima to elleve, skifter.
- (støj) Tag flaget fra dem. Kom.