Der er tale om et muligt lovbrud.
Derfor må justitsminister Nick Hækkerup på banen og indlede en politiundersøgelse af sin egen chef, statsminister Mette Frederiksen, og de topembedsmænd i regeringen, som kontroversielt har slettet sms-beskeder i forbindelse med minkskandalen.
Så kontant lyder udmeldingen fra Venstres folketingsmedlem Preben Bang Henriksen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Politiundersøgelse
Han henviser til straffelovens paragraf 125, hvori det lyder, at man kan straffes med 'bøde eller fængsel i op til to år, hvis man bortskaffer genstande af betydning for en offentlig undersøgelse'.
Derfor vil Preben Bag Henriksen i de kommende dage banke på døren hos Nick Hækkerup, fortæller han til Ekstra Bladet:
- Jeg ved jo ikke, hvad der er foregået. Derfor mener jeg, at justitsministeren, som den øverste anklager og politimand i Danmark, foranlediger, at der bliver foretaget en politimæssig undersøgelse af, hvad der er foregået.
- Vi borgere må jo leve med den samme lovbestemmelse, og jeg synes, at i så en alvorlig sag, som er tilfældet her, og med så mærkværdig en forklaring, som vi har fået, at der er al mulig grund til, at justitsministeren ser bort fra partifarve og beder Københavns Politi om at undersøge de nærmere forhold i sagen.
- Taler du på vegne af hele Venstre her?
- De er enige med mig, og det har sin baggrund i, at det her er så alvorlig en sag.
Problematisk
Statsministeriet har onsdag forklaret, at Mette Frederiksens og en række topembedsmænd i ministeriets telefoner er sat til at slette alle sms-beskeder efter 30 dage.
Men her balancerer de ifølge juraprofessor Frederik Waage på kanten af loven.
- Hvis man sletter alt uden at overveje journalisering, vil det være ulovligt, fordi sms’er generelt betragtes som et almindeligt brev, siger han.
I hvert fald hvis ikke relevante beskeder er blevet gemt på anden vis, mener professor
- Der er en generel notatpligt, der gælder for myndighedsudøvelse, og som gælder i sagsbehandling. Almindeligvis skal væsentlige forhold journaliseres.
- Hvis man har en ordning, hvor man efter 30 dage sletter alting, kræver det, at man er helt sikker på, at man har journaliseret alle de dokumenter, der skulle journaliseres, inden de 30 dage er gået, siger han.
Afviser lovbrud
Statsministeriet afviser, at der har været en ulovlig praksis i ministeriet.
'Det er i overensstemmelse med gældende regler, hvis man, f.eks. af hensyn til informationssikkerhed, lagringskapacitet, overblik etc., løbende, herunder automatisk efter en bestemt periode, sletter materiale fra sin telefon, så længe journaliseringspligten iagttages', oplyser Statsministeriet i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør meget mere om de slettede sms'er og Minkkommissionen i dagens udgave af podcasten 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcastapp.