Verdensmål i EU: Ligestillingen har det ikke godt i Europa

Lyspunktet i vurderingen af mål om øget ligestilling er, at flere kvinder sidder i EU's nationale parlamenter

EU bevæger sig væk fra de bæredygtige udviklingsmål, når det gælder ligestilling, konstaterer EU-kommissær Paolo Gentiloni ved præsentation af rapport fra Eurostat mandag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
EU bevæger sig væk fra de bæredygtige udviklingsmål, når det gælder ligestilling, konstaterer EU-kommissær Paolo Gentiloni ved præsentation af rapport fra Eurostat mandag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ligestillingen har det ikke godt i EU.

Her er det ét skridt frem og to tilbage, viser en rapport fra Eurostat om de 17 verdensmål for bæredygtighed, som EU har indarbejdet og løbende måler på, efter at de blev besluttet på et FN-møde i 2015.

- Her har EU desværre bevæget sig væk fra de bæredygtige udviklingsmål. Det er fortsat mere almindeligt, at mænd har et job, end at kvinder har, siger EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni, på et pressemøde.

Pleje og pasning er ifølge kommissæren den primære årsag bag, at flere kvinder end mænd ikke er del af arbejdsstyrken.

Ser man på de enkelte medlemslande, er Danmark dog det land i hele EU, hvor færrest er forhindret i at tage et job på grund af behov for at passe og pleje.

Når det er tilfældet, er kvinderne dog også i Danmark dem, som i størst omfang - over dobbelt så mange - løfter den opgave.

Samtidig bliver mænd ved med at sakke bagud i gruppen af borgere, som forlader skolen før tid.

Lyset i målet om ligestilling ses på målingen af, hvor mange kvinder, der er repræsenteret i nationale parlamenter. Her er sket en stigning på 12,1 procentpoint til 32,1 procent på knap tyve år.

- Det er dog tydeligt for enhver, at der stadig er langt igen, siger Gentiloni.

Ifølge Eurostat gør EU fremskridt på 13 af 17 bæredygtighedsmål, mens det altså kun på et enkelt – ligestilling – går direkte tilbage.

På klimaet går det hverken frem eller tilbage. Mens det på to verdensmål - rent vand og liv i vand - ikke har været muligt at måle, hedder det.

Dette overblik dækker dog over tilbagegang på en række delelementer under hvert af de 17 mål, som EU har erklæret at ville arbejde hen imod at opfylde.

- Det er opmuntrende, at EU-landene overordnet set gør fremskridt i retning mod de bæredygtige mål, siger Gentiloni.

Han fremhæver, at lande i Østeuropa og Baltikum henter ind på gennemsnittet.

Men han påpeger samtidig, at nogle lande, som Sverige og Luxembourg, bevæger sig den forkerte vej på områder som ligestilling og fattigdom.

Den relative fattigdom, der måles på, om en borger har 60 procent af medianindkomsten, eller derover, efter overførsel af sociale ydelser, er stigende i over halvdelen af EU-landene. Det gælder også i Danmark.

14 kommentarer
Vis kommentarer