Vil bruge halvdelen af udviklingsbistanden på klima

Valgnederlaget i juni har fået Dansk Folkeparti til at sammensætte en samlet klimapolitik for første gang

Morten Messerschmidt mener, at klimapolitikken skal hænge sammen med udviklingspolitikken. Foto: Mogens Flindt
Morten Messerschmidt mener, at klimapolitikken skal hænge sammen med udviklingspolitikken. Foto: Mogens Flindt

Der er gennem de seneste år kommet stigende fokus på klima i befolkningen, og Dansk Folkeparti er nu klar med en samlet politik på området.

Klimaordfører Morten Messerschmidt forklarer til DR, at Dansk Folkeparti efter valget i juni har fundet det nødvendigt at have en skarpere klimadagsorden. Ved valget gik DF fra 37 til 16 mandater i Folketinget.

Dansk Folkeparti foreslår blandt flere tiltag, at halvdelen af ulandsbistanden fremover bliver øremærket klimaformål. Det tæller tiltag i de lande, der er hårdest ramt af klimaændringer.

I 2019 ligger Danmarks udviklingsbistand på 16,6 milliarder kroner.

- Klimapolitikken hænger jo sammen med udviklingspolitikken. Vi hører meget om, at hvis vi ikke får håndteret de her problemer, så vil der komme klimaflygtninge.

- Det vil vi rigtig gerne undgå, så derfor er det vigtigt, at vi også tilpasser vores udviklingspolitik til de trusler, der måtte være i fremtiden, siger Morten Messerschmidt til DR.

Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke roser Dansk Folkeparti for at melde sig ind i klimakampen.

Forslaget om at bruge af udviklingsbistanden er dog ifølge Mellemfolkeligt Samvirke en forkert vej at gå. Generalsekretær Tim Whyte siger til DR, at de penge skal gå til uddannelse og bekæmpelse af sygdomme.

Regeringen og støttepartierne SF, De Radikale og Enhedslisten har givet hinanden håndslag om et mål om at skære CO2-udledningen med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990.

Dansk Folkeparti er ikke sikkert på, at det er realistisk, men Morten Messerschmidt vil ikke afvise, at partiet vil kunne gå med i en klimalov med regeringen.

Messerschmidt kalder det afgørende, hvordan man når derhen.

Partiet vil blandt andet ikke være med til at afvikle dansk landbrug for at nå målet.

91 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere