'Vild' brexit-nødplan: Politikere kan blive tvunget til at arbejde om fredagen

Med to måneder til brexit opererer det britiske parlament nu med en nødplan, der blandt andet kan betyde fredags- og weekendarbejde for politikerne

16. januar overlevede May en mistillidsafstemning i det britiske parlament. Dermed kunne hun blive ved med at knokle for en aftale

Intet slår en lang weekend.

Men i det britiske parlaments underhus kan det have lange udsigter, før politikerne igen kan holde fredag og hele weekenden fri.

For med præcist to måneder tilbage, før Storbritanniens officielle udtræden af EU 29. marts, opererer Downing Street og britiske politikere nu med en nødplan, der skal inddrage fredage, lørdage og søndage, så parlamentet kan få vedtaget den nødvendige lovgivning, der skal erstatte et bjerg af EU-regler i forbindelse med udtrædelsen.

Det skriver The Guardian, der har talt med kilder i premierminister Theresa Mays stab i Downing Street.

Ifølge avisen er der kun 30 arbejdsdage tilbage før 29. marts. En talsmand har over for The Guardian bekræftet nødplanen.

- Som en foranstaltning har vi haft indledende diskussioner om at udvide mødetiderne - men kun hvis det bliver nødvendigt, lyder det fra premierministerens talsperson.

Den primære udfordring for den britiske regering er at få opbakning til briternes egen udtrædelsesaftale med EU, som Theresa May mildest talt har svært ved at få igennem parlamentet, efter hun for to uger siden led et rekordstort nederlag.

I dag fremlægger May en plan B for Underhuset. Men også her ventes hun at løbe ind i problemer. Og det er endnu uvist, om Theresa May overhovedet når at få ratificeret en aftale i sit eget parlament, før den kritiske deadline 29. marts.

Læs mere om tirsdagens opgør her:

Se også: Stort opgør tirsdag om brexit - May vil have ændret EU-aftale

Derudover er der ifølge The Guardian seks andre grundlæggende stykker lovgivning, som skal gennemføres før slutningen af marts, der dækker handel, indvandring, det finansielle område, landbrug og fiskeri samt aftaler om international sundhedsdækning.

Endelig er der 12.000 EU-love, der skal indbygges i britisk lov, som også inkluderer 600 bekendtgørelser om, hvordan lovene tolkes og udmøntes.

Af de 600 bekendtgørelser er 343 blevet forelagt parlamentet, men kun 104 er blevet vedtaget ifølge Hansard, der er den britiske pendant til Folketingstidende.

Britiske politikere mødes normalt kun en gang om måneden på fredage i parlamentsåret, der strækker sig fra oktober til juli. De månedlige møder bruges til såkaldte 'private lovforslag', der er forslag stillet af parlamentsmedlemmer på egne vegne og altså ikke på vegne af regeringen.

58 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere