Voldelig video chokerer: Macron i kæmpe skandale

Den franske præsident er havnet i strid modvind, efter en opsigtsvækkende video af en voldelig bodyguard er dukket op

AP: Se Macrons bodyguard banke ung mand, mens han er forklædt som betjent.

Emmanuel Macron står overfor den største politiske skandale i sin præsidentperiode.

Den franske avis Le Monde kunne tidligere på ugen afsløre en video-optagelse af en af præsidentens personlige bodyguards, der under en demonstration i maj klædte sig ud som politibetjent og brutalt overfaldt en ung mand og kvinde.

Alexandre Benalla, som bodyguarden hedder, blev først fyret fra sin stilling i Macrons indercirkel fredag morgen og derefter varetægtsfængslet, selvom sagen har kørt i de franske medier i dagevis. Derfor beskylder oppositionen præsidenten for at forsøge at mørklægge sagen og reagere alt for langsomt.

Nødt til at forklare sig
Det er kommet så vidt, at partier fra begge sider i det franske parlament nægter at udføre deres arbejde. De kræver i stedet, at regeringen kommer med svar på, hvordan det kunne komme dertil, at Macrons bodyguard kunne få lov til ulovligt at iklæde sig en politivest og overfalde demonstranter, uden at præsidentens kontor overhovedet har indberettet sagen.

Det er efterfølgende kommet frem, at indenrigsminister Gérard Collomb allerede dagen efter demonstrationen 1. maj var bekendt med Benallas voldelige handlinger, men alligevel ikke meldte sagen til politiet.

Bodyguarden blev i stedet suspenderet i 15 dage, hvorefter han vendte tilbage til arbejdet, og det har fået vreden til at boble i det franske parlament.

- Den helt centrale kerne i staten er blevet sat ud af spil. Vores arbejde må stoppe med det samme, og premierministeren må komme ud og forklare, hvad der er sket, tordner Christian Jacob fra højrefløjspartiet Les Républicains til The Guardian.

Han bakkes op af Jean-Luc Mélenchon, der er leder af venstrefløjspartiet La France Insoumise:

- Hvis vi tillader, at enhver kan udgive sig for at være politibetjent og agere ved siden af rigtige politibetjente, så har vi ingen retsstat længere.

Artikel fortsætter under billedet ...

Alexandre Benalla er fredag blevet afskediget, efter en video af ham iført politivest, hvor han begår vold mod demonstranter, er kommet frem. Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Samson
Alexandre Benalla er fredag blevet afskediget, efter en video af ham iført politivest, hvor han begår vold mod demonstranter, er kommet frem. Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Samson

Forsøgte at slette beviser
Skandalen stopper dog ikke her. Le Monde har nemlig også afsløret, at Alexandre Benalla for under ti dage siden fik stillet en embedsbolig til rådighed i det eksklusive Élysée-kvarter i Paris på trods af hans overfald på demonstranter.

Men mere opsigtsvækkende er, at Benalla samme aften, som Le Monde breakede historien, forsøgte at stjæle nogle af statens overvågningsvideoer, der beviser hans kriminelle handlinger.

Beviserne om mørklægning bliver ifølge oppositionen kun stærkere af, at Benalla ikke handlede alene. Flere højtrangerede politibetjente er nemlig blevet suspenderet, fordi de forsøgte at hjælpe Benalla med tyveriet.

Vrede i befolkningen
Emmanuel Macrons popularitet er rekordlav, og kun 39 procent af franskmændene bakker op om præsidenten, efter skandalen brød ud. Den 40-årige politiker gik ellers til valg på at gøre op med fortidens politiske korruption og i stedet indføre en æra med 'eksemplarisk etik' i republikken. 

Men efter denne uges afsløringer er tunge skyer for alvor rullet ind over Macron, der endnu ikke har været ude at kommentere sagen selv.

Et vidne til voldsepisoden ved demonstrationen 1. maj fortæller til The Guardian, at han ønsker at se præsidenten og hans kabinet komme på banen.

- Det jeg så, var ikke normalt. Det var ekstraordinært og slet ikke lovligt. Det er uacceptabelt. Jeg er ekstremt vred, og jeg vil se handling fra retssystemet, politiet og administrationen mod dette medlem af præsidentens medarbejderstab. 

Endnu en bodyguard er anholdt i sagen for også at have misbrugt sine beføjelser under samme demonstration. Tidligere på ugen lød det fra Macrons kontor, at Benalla havde fået 'tilladelse til at observere demonstrationen', men ellers er der musestille fra Élyséepalæet, hvor den franske præsident residerer.

Mandag skal indenrigsministeren afgive forklaring i parlamentet.

Samfund - 19. jun. 2018 - kl. 17:26 Macron irettesætter teenager: Kald mig præsident eller monsieur!

Den amerikanske præsident, Donald Trumåp, fik, hvad der ligner, et hårdt håndtryk af sin franske kollega. Foto: Ludovic Marin/AFP Samfund - 10. jun. 2018 - kl. 21:08 Trump og Macron i ny håndtryksduel: - Det bliver en halv slåskamp

106 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere