Vred borger overrækker 'gave' til borgmester: Tak for lort!

Frustrationerne fik frit spil i foran Grenaa rådhus, hvor hundredvis af at vrede borgere i Norddjurs Kommune demonstrerede mod kommunalbestyrelsens omfattende spareplan

Her giver 36-årige Stefan Bak borgemster Jan Petersen en bog som tak for et  'lortearbejde', som han udtrykker det. Foto: Ernst Van Norde
Her giver 36-årige Stefan Bak borgemster Jan Petersen en bog som tak for et 'lortearbejde', som han udtrykker det. Foto: Ernst Van Norde

Vreden, frustrationen og håbløsheden er tydelig at spore i øjnene på de hundredvis af borgere fra Norddjurs Kommune, der tirsdag aften er troppet op foran rådhuset i Grenaa.

Ekstra Bladet i Norddjurs Kommune

Ekstra Bladet er taget til Norddjurs for at afdække de massive besparelser, der rammer borgerne i kommunen.

Vi taler både med de mennesker, det berører og stiller de politikere, der står bag den katastrofale økonomi, til ansvar.

De er her for at protestere over de politikere, de selv har valgt, men som de i den grad mener, nu har svigtet dem.

I trygge rammer indenfor rådhusets fire mure vedtog den upopulære kommunalbestyrelse nemlig en omfattende spareplan på svimlende 460 millioner over de næste fire år.

Regningen, nedskæringerne og skolelukning rammer netop de vrede borgere, der uden skyld eller ansvar nu står med udsigten til at skulle spænde livremmen ind for at redde kommunen ud af den økonomiske ruin, som politikerne har efterladt den i.

36-årige Stefan Bak er så utilfreds med kommunalbestyrelsens nedskæringsplan, at han ikke holdt sig tilbage, da borgmester Jan Petersen kortvarigt viste sig for folkemængden før mødet. Her fik han nemlig overrakt 'Håndbog i kloakmesterarbejde', fordi, som Stefan Bak siger,

- De gør det til et lortesamfund!

Dybt alvorligt
I november 2017 vandt den socialdemokratiske borgmester kommunalvalget i den østjyske kommune og satte sig dermed i stolen til sin tredje periode som borgmester.

Men her, næsten et år senere, fortryder de vrede borgere, som Ekstra Bladet møder på den menneskefyldte rådhusplads, det skæbnesvangre valg.

I juni blev de nemlig klar over, at politikerne med deres mangeårige borgmester i spidsen har ledt kommunen på en økonomisk deroute. Og Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, forstår borgernes vrede.

- Det er voldsomt usædvanligt og alvorligt. At skønne så meget forkert på basale forudsætninger af indtægter og udgifter kan næsten ikke lade sig gøre. Så dårlig kan man ikke være til at budgetplanlægge. Politikerne har ansvaret, og de skulle kollektivt have set det her komme, slår han fast over for Ekstra Bladet.

Katastrofal fejlbudgettering
Borgmester Jan Petersen har gentagne gange været ude i medierne og forklare, at den økonomiske lussing, der nu vil ramme borgerne i den pressede kommune, skyldes 'en kæmpe fejl' i det skøn, man lagde til grund for budgettet.

Her har man især undervurderet en stigning på udgifterne til de såkaldte 'svage borgere', som modtager overførelsesindkomster. Ifølge borgmesteren viste budgetrevisionen fra december 2017 et såkaldt merforbrug på overførselsområdet på 8,9 millioner kroner.

I 2018 er det beløb steget til hele 55 millioner kroner. Derudover har kommunen indrømmet, at den ikke tog højde for et efterslæb på fleksjob og førtidspension. Et efterslæb, der konkret betyder, at de borgere, der er på ydelser som efterløn, fleksjob og ressourceforløb, har udgjort en større udgift for kommunen.

Sådan svinger kommunen sparekniven

Budgetforslaget rummer blandt andet følgende elementer:

  • En skattestigning på 1,1 procent for borgerne
  • Rammebesparelser på samtlige serviceområder på 58,8 mio. kr. i 2019 stigende til 113 mio. kr. i 2020
  • Anlægsniveauet sænkes til cirka 27 mio. i 2019
  • Lukning af åbne aktivitets- og cafetilbud
  • Reduktion i tilbuddet om forebyggende træning
  • Rengøring i ældres hjem tilbydes fremover hver trejde uge - modsat hver anden uge i dag)
  • Den generelle normering på plejecentre og i hjemmeplejen reduceres med ti procent
  • Elever fra overbygningen (7.-9. klasse) på Ørum Skole skal fordeles ud på de omkringliggende skoler i kommunen
  • Lukning af en af de to skoler: Toubro Børneby eller Mølleskolen (beslutning udskudt)

***

Borgernes dom: - Det er ren tyveri


Stefan Bak, 36 år, ledig fra Trustrup.

Da Ekstra Bladet fanger Stefan har han lige overrakt en bog til borgmester Jan Pedersen.

Titlen på bogen er 'Håndbog i kloakmesterarbejde', og der er en særlig grund til, at det lige blev den bog, fortæller han til Ekstra Bladet:

- De gør det til et lortesamfund!

- Så det er nok meget rart for dem at have en bog, der kan fortælle dem, hvordan man skal håndtere alt det lort.

Stefan er selv flyttet til Norddjurs fra Aarhus, på grund af skolemulighederne i kommunen. Men det fortryder han nu.

- Jeg er rigtig skuffet over, hvad byen er blevet til, understreger han.

Foto: Ernst Van Norde
Foto: Ernst Van Norde

Birgit Jensen, 73 år, pensionist fra Grenaa

- Fordi kommunen ikke har passet sin økonomi ordentligt, går det ud over de svageste i samfundet, siger Birgit til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det er helt godnat, at man skal fyre hver tiende medarbejder på plejehjemmene.

Selvom Birgit Jensen stadig er frisk nok til at passe på sig selv, bekymrer nedskæringerne på ældreområdet hende meget.

- Jeg har ikke kunne sove de sidste par nætter. Det er så tarveligt, hvad de gør ved de svage borgere. Det er tyveri!

Foto: Ernst Van Norde
Foto: Ernst Van Norde

Anne Marie Løkkegaard, 41 år, fysioterapeut fra Hornslet

- Jeg håber, at vi kan blive ved med at have en god vedligeholdende træning i Norddjurs.

Anne Marie arbejder til daglig både med genoptræning og vedligeholdende træning. Også et område, der står til at blive mødt af besparelser.

- Jeg er bekymret for, at jeg i fremtiden ikke kan passe mit arbejde lige så godt, som jeg gerne vil, siger hun med en bedrøvet mine til Ekstra Bladet.


Fra højre: Alberte Duval Jensen, 14 år. William Nielsen, 9 år. Gustav Klinge, 14 år. Frederik Duval Jensen, 9 år. Ingrid Klinge, 12 år. Sofia Holm, 5 år. Joachim Holm, 8 år.

Nogle af de ivrigste demonstranter, som Ekstra Bladet møder udenfor rådhuset i Grenaa er elever fra Ørum Skole. Deres overbygning, hvor 7.-9. klasse går, står nemlig til at lukke, og det betyder, at eleverne skal spredes for alle vinde til de omkringliggende skoler.

- Jeg synes, at det er urimeligt, at de vil skille os fra vores venner. Jeg vil ikke gå på en anden skole, for vi har så godt et sammenhold i min klasse, fortæller Alberte Duval Jensen.

- Og det er ikke fair, at alt det her skal gå ud over os, indskyder Ingrid Klinge.

***

Borgmester: Tager kritik til mig

Hvor svært har det været at finde frem til det budget, I har vedtaget?

- Det har været rigtig svært. Jeg tror ikke, at jeg har prøvet noget lignende. Det har været en umulig opgave, vi har løst, og køn er den ikke. Der er ikke nogen, der er stolte af det, men vi har løst en benhård økonomisk opgave, siger Jan Petersen.

- Der har stået en masse vrede demonstranter foran rådhuset i dag, og du har blandt andet fået en håndbog i kloakrensningsarbejde. Hvordan har du taget den kritik, der har været fra borgerne i kommunen?

- Det er gået ind, men jeg har ikke rigtig haft nogle handlemuligheder for at gøre det væsentlig anderledes. Det var været den benhårde økonomi, der har styret det her, og det har jeg stået på mål og været ansigt på. Den bog, jeg fik, er er udtryk for, at der stadig er humor situationens alvor taget i betragning.

Borgerne i kommunen kommer til at mærke de her nedskæringer. I har svunget kniven over for dem. Hvad med jer selv, hvordan skal politikerne her på rådhuset spare?

- Ja, det gør vi da. Kørselgodtgørelsen, der går vi ned i halv pris. Der bliver økonomiseret meget, meget skrappere med studierejser og den slags. Vi kører ned også, vi gør. 

Læs mere om Norddjurs Kommune her:

Se også: Skolelukning sparket til hjørne

Se også: Kommune skal spare halv milliard: Sådan kunne det gå SÅ galt

Se også: Danmarks ældste færgerute i fare for at blive lukket

Se også: Mangler en halv milliard kroner: Birgit betaler prisen

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere