VU-formand: Uproblematisk med løngab mellem mænd og kvinder

Intet problematisk i lønforskelle mellem mænd og kvinder, mener formand for Venstres Ungdom, Jakob Sabroe. Kvinder skal lære af deres mandlige kollegaer, lyder det

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag. I den anledning har Formand for Venstres Ungdom, Jakob Sabroe en besked til Danmarks kvinder:

'Løngabet mellem mænd og kvinder er fuldstændig uproblematisk', skriver formanden i en kronik i Politiken.

Kvinder tjener i gennemsnit 20 procent mindre end mænd, hvis man ser på årslønninger. Et forskningsprojekt peger på, at 80 procent af årsagerne til, at der er løngab mellem mænd og kvinder, skyldes omstændighederne omkring det at få børn.

Det har altså store økonomiske konsekvenser for kvinder at få børn i modsætning til mænd. På kort sigt falder kvinder indkomst med 30 procent i gennemsnit.

Ekstra Bladet har spurgt VU-formanden, hvorfor han mener at det er så uproblematisk, er der er forskel på lønningerne mellem mænd og kvinder.

- Så længe at mænd og kvinder har lige muligheder for uddannelse eller at tage et job. Det er ikke et mål for mig, at en bestemt gruppe skal have en bestemt indtægt, siger Jakob Sabroe til Ekstra Bladet.

- Der findes eksempler i den offentlige debat på, at kvinder bliver udspurgt til jobsamtaler, hvornår de planlægger at få børn, det er vel en konkret forskelsbehandling af mænd og kvinder?

- Ja, men så vidt jeg er orienteret, så må man i dag ikke spørge ind til den slags til jobsamtaler.

- Det må man ikke, men vi ved det sker?

- Og det er problematisk. Selvfølgelig er det problematisk, at vi har en lov, der ikke bliver overholdt.

På arbejdspladser hvor lønnen forhandles gennem et lokalt lønsystem, viser resultatet af lønforhandlinger, at det er kønsskævt. At mænd får forhandlet en højere løn end kvinder.

- De steder hvor man skal forhandle sin løn, der er det jo en individuel afgørelse. Det kan godt være, at nogen mænd har haft mere succes med det end kvinder. Det kan være det har noget med karaktertræk at gøre, siger Jakob Sabroe.

- Men er det ikke værd at diskutere, at kvinders lønforhandlinger ender anderledes ud end mænds?

- Jeg kan da have en forhåbning på deres vegne om, at hvis de selv har det som målsætning, at de skal klare sig bedre i deres lønforhandling, at de så lærer af, hvordan deres mandlige kollegaer gør det, siger han. 

Jakob Sabroe skriver i sin kronik, at hvis løngabet mellem mænd og kvinder skal reduceres, skal det ske naturligt, at mænd og kvinder ændrer sig i forhold til barsel og hvilke job de tager. Ikke gennem statslige tiltag, skriver han.

- Hvordan ændrer vi eksempelvis det faktum, at mænd tager mindre barsel end kvinder, hvis det ikke er statsligt reguleret, at kvinder og mænd skal have lige meget barsel?

- Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget barsel de forskellige par tager, for min skyld kan kvinden tage 100 procent af barslen, eller manden tage 100 procent af barslen. Det må man internt i sit parforhold vurdere.

Hvis vi nu sagde, at problematikken forholdt sig omvendt, at kvinder tjente mere end mænd, ville du så også mene at det er uproblematisk?

- Det kan være dagen kommer, at kvinder i gennemsnit få mere i løn end mænd. Men ja, selvfølgelig ville jeg det, alt andet ville være hyklerisk. Det er også derfor, at min argumentation er meget principiel i den her diskussion, siger Jakob Sabroe. 

31 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere