Yderligere 2,1 million melder sig ledige i USA

Med torsdagens opjustering har flere end 40 millioner meldt sig ledige under coronakrisen

2,1 million amerikanere meldte sig ledige i sidste uge.

Det oplyser USA's beskæftigelsesministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed har i alt omkring 41 millioner amerikanere meldt sig ledige under coronakrisen.

Torsdagens opdatering markerer et lille fald i forhold til forrige uge, hvor 2,4 millioner amerikanere meldte sig ledige.

Der er dog stadig tale om hidtil usete ledighedstal, der nu fortsætter for tiende uge i træk.

- Det er helt igennem ubegribelige tal, som den amerikanske økonomi byder på uge efter uge med millioner af ledighedstilmeldinger. Og vi er ikke færdige endnu, siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.

Også i Dansk Industri ser man med stor alvor på de nye ledighedstal, der ifølge cheføkonom Allan Sørensen vidner om en amerikansk nedsmeltning.

Og hvis ikke udviklingen vender snart, vil det få konsekvenser for hele verdensøkonomien, siger han.

- Det er afgørende, at de mange ledige hurtigt kommer tilbage i beskæftigelse igen efter coronakrisen. Forbliver de uden job, kan det sætte gang i en negativ vækstspiral, hvor faldende forbrug trækker væksten ned på længere sigt, siger han.

- Og sker det i verdens største økonomi, forplanter det sig kraftigt i hele verdensøkonomien, herunder den danske.

USA har været hårdt ramt under coronakrisen. Således er der registreret over 100.000 dødsfald blandt coronapatienter i landet. Dermed står USA for mere end hver fjerde registrerede coronadødsfald på verdensplan.

Krisen er også gået hårdt ud over tusindvis af amerikanske virksomheder, der kæmper for at holde gang i hjulene.

Selv om antallet af nytilmeldte ledige i USA er faldet fra et niveau på over seks millioner om ugen, så tyder meget på, at der er flere masseafskedigelser i udsigt.

Flyproducenten Boeing har blandt varslet mindst 12.000 afskedigelser i USA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

34 kommentarer
Vis kommentarer