Zimbabwe stemte i stort antal

I Zimbabwe er stemmeoptællingen i gang ved landets første valg uden Mugabe. Omkring tre ud af fire har stemt

Omkring tre ud af fire vælgere har stemt i Zimbabwe. Foto: AP
Omkring tre ud af fire vælgere har stemt i Zimbabwe. Foto: AP

Valgdeltagelsen ved parlaments- og præsidentvalget i Zimbabwe mandag ligger i gennemsnit omkring 75 procent, oplyser landets valgkommission ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er højere end ved det seneste valg i 2013, siger formanden for valgkommissionen, Priscilla Chigumba.

Mandagens valg var det første, efter at landets leder gennem 37 år, Robert Mugabe, blev afsat sidste år.

Da valgstederne lukkede klokken 19, gik optællingen af stemmer i gang. Resultatet ventes senest på lørdag.

Alt tyder på, at præsidentposten bliver besat af enten den 75-årige Emmerson Mnangagwa, der overtog embedet efter Mugabes fald, eller den 40-årige oppositionsleder, Nelson Chamisa.

Mnangagwa betragtes som favorit. Men de seneste meningsmålinger har vist tæt løb mellem de to.

Hvis ingen af kandidaterne får mere end 50 procent af stemmerne, skal de to førende kandidater ud i anden valgrunde. Den ventes i givet fald at finde sted 8. september.

Chefen for EU's valgobservatører, Elmar Brok, bekræfter, at meget tyder på en høj valgdeltagelse.

- I det store hele stemte mange, særligt de unge mennesker. Og i det store hele i en rigtig god stemning og overordnet fredeligt, hvilket er positivt, siger han.

Brok tilføjer, at valget forløb fint de fleste steder, men at der var lange ventetider rundt omkring.

EU's observatører, som er tilbage i Zimbabwe efter at have været bandlyst i Mugabes tid, ventes inden for de kommende dage at give deres officielle vurdering af, om valget forløb frit, retfærdigt og efter reglerne.

I alt kunne 5,6 millioner zimbabwere vælge ny præsident samt 210 nye medlemmer til landets parlament og flere end 9000 medlemmer af lokale råd.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere