Rotter fik forskere til at måbe: Immune over for folke-dræber

KILDE TIL LÆNGERE LIV: En såkaldt nøgen-rotte fra Randers Regnskov har egenskaber, som ti-dobler længden af dens liv, gør den ude af stand til at føle smerte og muligvis gør den immun over for kræft

Se den spektakulære rotte i tv-klippet. TV: Ernst van Norde

I to omgange har et par forskere - en professor fra Rigshospitalet i København og en overlæge fra Herlev Sygehus - groft sagt smidt, hvad de havde i hænderne for at haste mod Randers Regnskov. Årsagen var den snarlige død for en af den populære attraktions sjældne såkaldte nøgen-rotter.

De små firbenede og næsten hårløse gnavere, som lever i gange og kamre så langt under jordoverfladen i primært det østlige Afrika, at de kan eksistere med kun den halve ilt i forhold til andre skabninger, bærer nemlig rundt på egenskaber, som muligvis kan skabe revolutionerende fremskridt inden for lægevidenskaben.

- Derfor havde vi lovet forskerne i København at give dem et ring, når en af nøgen-rotterne var på vej til at dø. Desværre nåede den første rotte at dø, inden folkene fra København kunne nå frem, så vi måtte vente på et nyt signal om et snarligt dødsfald. Det skete så for et par uger siden, og her nåede forskerne frem i tide til, at de kunne udtage blandt andet friskt nyrevæv fra den døde nøgen-rotte, fortæller Ole Bach, der har været kurator i Randers Regnskov, siden den evigt tropiske plet på den lige nu isnende, kolde danske jord åbnede i 1996.

I museumsverdenen er en kurator en person, som administrerer en samling - i dette tilfælde af forskellige dyr - og altså ikke én, som rydder op efter økonomiske kollaps og problemer, som vi normalt forbinder kurator-titlen med.

- Professoren fra Rigshospitalet og overlægen fra Herlev Sygehus kunne også kalde den for super-rotten, for med de egenskaber, forstår man godt, at de er meget interesserede i at analysere den, tilføjer Ole Bach.

Spiser deres egen afføring

Han viser sammen med dyrepasser Sanne Steensgaard de 10-20 centimeter lange rotter frem i dyrenes oplyste labyrint af gange og kamre på en mørk, varm gang i Randers Regnskov.

Ole Bach, Sanne Steensgaard og det øvrige personale i den kronjyske by havde siden åbningen for 22 år siden ønsket sig en flok nøgen-rotter, men først for et år siden lykkedes det.

- Vi kan godt lide de specielle dyr, der som nøgen-rotterne har fascinerende egenskaber. Når de så oven i købet har noget i sig, som vi mennesker også gerne vil have, bliver de kun endnu mere interessante.

- Kombinationen af mulig immunitet over for kræft, høj alder og immunitet over for smerte kan vel siges at være en forskningsmæssig lækkerbidsken, siger Ole Bach, der siden sin barndom har været særligt interesseret i padder og krybdyr.

Randers Regnskov modtog 17 nøgen-rotter for et år siden. I dag er de blevet til 20, hvoraf de 13 lever i én gruppe i regnskovens udstillingsområde, mens de resterende syv har en mere tilbagetrukket tilværelse væk fra rampelyset og stedets mange gæster. Fælles for dem alle er dog, at de ud over rodfrugter spiser deres afføring.

Bidsk dronninge-rotte

I øjeblikket lægger kuratoren fra regnskoven også en del af sin energi i et projekt ved navn 'Planet Randers'. Her rettes hans fokus blandt andet mod noget så fjernt fra nøgen-rotter som bisonokser og en uddød malkerace.

Den fortællerlystne Ole Bach understreger i forlængelse af superlativerne om nøgen-rotternes forskningsmæssige potentiale, at alt ikke er ren idyl i rotte-riget.

- Nøgen-rotterne har nogle sociale strukturer, som ikke just synes sympatiske. Ligesom hos bierne er der en dronning, og hun er barsk. Hun bider og stresser de andre i gruppen og har i det hele taget en grim måde at manifestere sig på. Godt at dronning Margrethe ikke har de samme tilbøjeligheder, lyder det små-grinende fra Ole Bach i regnskovsmørket.

Den lille skaldede gnaver med de lange fortænder, som sidder uden på læberne, har igennem hundredtusindvis af år tilpasset sig et afsondret og barskt liv under jorden, så den nu er blevet til en potentiel juvel for lægevidenskaben.

Således blev den kåret som årets dyr hos det amerikanske tidsskrift Science i 2013.

- De bliver cirka ti gange så gamle som normal-levealderen hos andre gnavere. Rekord-levetiden er 32 år, fortæller Ole Bach.

Danske forskere har også fået øjnene op for, at nøgen-rotten har et hormon, som kan hjælpe kronisk syge nyrepatienter.

1 af 3 Ole Bach fra Randers Regnskov har taget en af de mindre nøgen-rotter ud af deres 'comfort zone' i labyrinterne, som i den kunstige danske trope-atmosfære ligner de gange og kamre, de lever i under jorden i østafrika. Foto Ernst Van Norde
2 af 3 Nøgen-rotterne kan blive en guldgrube for den genbank, som Randers Regnskov er i gang med at skabe. Forskning i dyrs gener og arvemateriale kan blive en stor hjælp for forskerne i fremtiden. Foto Ernst Van Norde
3 af 3 Nøgen-rotterne er en eftertragtet skabning hos forskere i København og andre steder. Foto Ernst Van Norde
55 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere