Rusland giver Snowden permanent opholdstilladelse

Den amerikanske whistleblowers advokat siger, at Edward Snowden kan blive i Rusland

Rusland har givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden permanent opholdstilladelse. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass med henvisning til Snowdens advokat. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters
Rusland har givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden permanent opholdstilladelse. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass med henvisning til Snowdens advokat. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters

Rusland har givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden permanent opholdstilladelse i landet. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass med henvisning til Snowdens advokat, Anatolij Kutjerena.

Edward Snowden var tidligere ansat i den amerikanske efterretningstjeneste.

I 2013 lækkede han store mængder fortrolige dokumenter. De afslørede blandt andet detaljer om USA's masseovervågning - både på amerikansk jord og i andre lande.

I forbindelse med lækagen flygtede han ud af landet og fik asyl i Rusland.

De amerikanske myndigheder har i årevis forsøgt at få udleveret Edward Snowden, der er tiltalt for spionage.

Præsident Donald Trump har tidligere talt om en mulig benådning af Snowden.

Præsidenten, som længe kaldte whistlebloweren for en forræder, gav i august udtryk for, at han overvejede en benådning.

- Mange mennesker mener, at Snowden skal behandles anderledes, og andre mener, at han har lavet nogle virkelig forfærdelige ting. Jeg vil overveje det grundigt, svarede Trump på et spørgsmål om en eventuel benådning.

Før Trump stillede op som præsidentkandidat i USA, sagde han, at Edward Snowden var en 'spion, der burde henrettes'.

Hvis Edward Snowden bliver benådet, ville han kunne vende tilbage til USA.

Han har sagt i et interview med tv-stationen CNN, at han gerne vil hjem til USA. Det forudsætter dog, at han kan få sikkerhed for en retfærdig retssag.

Menneskerettighedsgrupper har tidligere forsøgt at lægge pres på forhenværende præsident Barack Obama for at få Edward Snowden benådet.

109 kommentarer
Vis kommentarer