Sådan viser politifolk deres respekt for kræftsyg kollega

Torben Hansen er alvorlig syg af kræft. For at ære ham gik 15 kolleger over 100 kilometer i regn, vind og sne

I 23 timer gik 15 betjente fra Nordjyllands Politi fra Skagen til Aalborg for at ære en alvorlig syg kollega. Foto: René Schütze
I 23 timer gik 15 betjente fra Nordjyllands Politi fra Skagen til Aalborg for at ære en alvorlig syg kollega. Foto: René Schütze

For anden gang inden for ti år er politiassistent Torben Hansen fra Aalborg ramt af kræft.

Denne gang er prognosen alvorlig, og mens han blot kan vente på svar om, knuden kan fjernes, har 15 af hans kolleger fra Nordjyllands Politi i løbet af fredag-lørdag gået 100 kilometer på under et døgn til ære for ham.

Det er en historie om kollegialt sammenhold, når det er bedst i den værst tænkelige situation.

Smerten kan ikke sammenlignes
De er ømme, og der er også kommet vabler på indsatsleder Klaus Rogilds fødder.

Men det stoppede ham ikke.

For den smerte han føler, kan ikke nærme sig det helvede, hans kollega Torben Hansen er på vej igennem.

Det tog de 15 betjente 23 timer at gå de 104,5 kilometer. Om natten var der is på vejen, og om dagen var der vind. Men med en god morgenmad i Jallerup og hinandens opbakning, nåede de i mål 16.30 i Aalborg lørdag eftermiddag. Foto: René Schütze

- Vi gør ikke det her for at samle noget ind. Vi gør det for at ære Torben. Han er et af de største mennesker, jeg kender. Han er sej, og han er en viking. Vi gør det her for at vise, hvad udholdenhed kan, siger Klaus Rogild.

Ruten fra Skagen til Aalborg Politigård var på præcis 104,5 kilometer.

Udover at mærke kroppen blive presset fysisk, brugte betjentene også turen det også til at bearbejde, hvordan det er at have en nær relation til en, der er så syg af kræft.

- Det er jo svært at stå så magtesløs på sidelinjen. Det har vi snakket meget om. Vi kan jo kun håbe, at vi er tilstrækkelige kammerater for ham til, hvad end, han vil bruge os til, siger insatslederen.

- Vi ved godt, at det her ikke fjerner sygdommen, men vi håber, at han ved, hvor meget vi er der for ham.

I midten står Torben Hansen med sine kolleger omkring sig. Udover at være en gruppe betjente fra Nordjyllands Politi er de også en gruppe kammerater, der ikke har tænkt sig bare at se på. Foto: René Schütze

Rørt til tåre
Torben Hansen gik med 'sine drenge' de første ti kilometer af turen.

Hele vejen i strid modvind.

Efter det måtte den lille, stædige mand opgive og tage hjem i seng.

- Jeg var rørt til tåre, da jeg forlod dem. Jeg var helt færdig og bare tanken om, at de havde 90 kilometer igen, var helt overvældende, siger Torben Hansen udmygt.

Torben Hansen bor til dagligt med sin familie i Aalborg.

- Det er ikke det fysiske, som er svært ved det her forløb. Det er hårdt - jo! -  men det sværeste er at gå ind til sine børn om natten, fordi de har mareridt om, at far dør, siger Torben Hansen, der har en datter på seks og en søn på ti.

- Og det er endnu sværere den her gang, fordi min prognose er rigtig dårlig, siger familiefaren.

Selvom ingen kender i morgen, gav vandreturen lidt til kampen, og det er Torben Hansen taknemmelig for.

- At vide man har så gode venner, der vil gøre det her fuldstændig vanvittige bare for mig, giver mig et boost til at kæmpe endnu hårdere, siger Torben Hansen. 

Første gang Torben Hansen blev ramt af kræft var for 9 1/2 år siden. Her var det kræft i halsen. I januar 2021 fandt fandt lægerne så en seks centimeter stor knude i spiserøret. Netop nu går Torben Hansen og venter på svar på, om knuden kan opereres væk efter de mange kemoer, han har modtaget. Foto: René Schütze