0. klasses forsøg deles vidt og bredt: - Nu vasker alle børnene hænder

Rikke fra Sulsted Skole har delt sit tankevækkende eksperiment fra 0. klasse. Nu er det gået viralt

Et forsøg med toastbrød er gået viralt siden fredag eftermiddag, da læreren Rikke lagde det op på Sulsted Skoles Facebook-side. Privatfoto: Rikke Elisabeth Tang Steffensen
Et forsøg med toastbrød er gået viralt siden fredag eftermiddag, da læreren Rikke lagde det op på Sulsted Skoles Facebook-side. Privatfoto: Rikke Elisabeth Tang Steffensen

Hvordan får man bedst en hel 0. klasse til at forstå, hvor vigtigt noget så kedeligt som at vaske hænder faktisk er?

Det har Rikke Elisabeth Tang Steffensen, lærer på Sulsted Skole, fået en rigtig god idé til.

Hun var for nylig stødt på nogle billeder på nettet, hvor en lærer i USA havde delt tre billeder af brød. Det ene brød havde hun og eleverne rørt ved, det andet havde de ikke rørt ved. Et tredje toastbrød havde været en tur på gulvet.

Rikke Elisabeth Tang Steffensen har desuden tidligere arbejdet som tjener, og har derfor set levnedsmiddelkontrollen i aktion, når de måler efter bakterier på restauranter.

- Så tænkte jeg, at de der 0. klasser, de er ikke så glade for at vaske fingre - og heller ikke særlig gode til det. Så jeg gik over og købte noget toastbrød og sagde, at nu skulle vi lave et forsøg, siger læreren på den nordjyske skole til Ekstra Bladet.

Deles på Facebook
Efter et frikvarter delte hun en af skiverne rundt i klassen, hvor ingen af eleverne havde vasket hænder. Så tog Rikke Elisabeth Tang Steffensen et af brødene og hældte ud af posen uden at røre ved det. Andre brødskiver rørte ved et bord, ved en iPad og ved gulvet, inden de blev pakket ind og hængt op på en tørresnor i klasselokalet.

- Vi vaskede fingre, og så så vi en video om, hvordan man skal vaske fingre. De første par dage skete der ikke noget med brødet. Men så begyndte der at vokse mug på nogle af dem.

Rikke Elisabeth Tang Steffensen har efterfølgende delt en række billeder fra forsøget på Sulsted Skoles Facebook-side. På kort tid er opslaget blevet delt over 2000 gange, og i kommentarerne får hun stor ros for sit kreative forsøg.

Især når det det kom til at få børnene til at fokusere på deres håndhygiejne, som var hele Rikke Elisabeth Tang Steffensens formål med det, var forsøget en stor succes.

- Nu, når jeg kommer ind i klassen efter et frikvarter, så har de allesammen vasket fingre, jubler den nordjyske folkeskolelærer.

Ros fra ekspert
Susanne Knøchel, der er professor i fødevaremikrobiologi ved Københavns Universitet, roser Sulsted skole for den pædagogiske tilgang, de har brugt for at lære eleverne om hygiejne.

- Det er en meget fin anskuelsesundervisning, der kan virke ikke blot på 0. klasser, men også på universitetsstuderende, skolelærere, journalister m.fl. Det, vi ser på brødskiverne, er dog primært skimmel og ikke bakterier (skimmel bliver - i modsætning til bakterier - hurtigt synlige og vokser udmærket på brød), skriver Susanne Knøchel i en mail til Ekstra Bladet.

Hun lægger vægt på, at det er vigtigt, hvis man vil gentage forsøget, at man som Rikke Elisabeth Tang Steffensen pakker brødskiverne ind efter berøringerne.

- Hvis de havde stået ude og der var meget skimmel i luften, kunne alle skiver i princippet have skimlet noget, og så ville det pædagogiske element blive udvandet, lyder det videre fra professor Susanne Knøchel.

78 kommentarer
Vis kommentarer