100-årig mand fik corona: Nu er han meldt rask

En 100-årig kineser er angiveligt den ældste i verden, der har fået corona og er blevet meldt rask igen

Her bliver en anden corona-patient behandlet på et hospital i Wuhan i Kina. Foto: Ritzau Scanpix.
Her bliver en anden corona-patient behandlet på et hospital i Wuhan i Kina. Foto: Ritzau Scanpix.

En kinesisk mand på 100 år er blevet rask, efter at han havde pådraget sig corono-virus.

Han blev ifølge det kinesiske statslige nyhedsbureau Xinhua udskrevet fra et hospital i fredag i sidste uge. Nyhedsbureauet hævder også, at han ud fra deres oplysninger indtil videre er den ældste person, der har fået sygdommen og er blevet meldt rask igen.

Det skriver flere medier heriblandt CNN og Independent

Den 100-årige mand var blandt en gruppe på mere end 80 corona-virus-patienter, der blev udskrevet fra Hubei's 'Maternity and Child Health Care Hospital' i regionen Wuhan i Kina, hvor sygdommen opstod.

Manden er født i februar 1920, og han fyldte for nylig 100 år ifølge nyhedsbureauet Xinhua.

Den 100-årige kineser blev indlagt på hospitalet den 24. februar på grund af en corona-virus infektion. Derudover led patienten af Alzheimers samt hjerteproblemer.

På grund af hans komplicerede helbredsproblemer, blev han behandlet adskillige gange af læger fra militæret. I behandlingen blev der benyttet adskillige metoder, heriblandt antiviral behandling.

Men patienten blev ifølge Xinhua også behandlet med traditionel kinesisk medicin samt plasma-terapi.

17 kommentarer
Vis kommentarer