100 meter lang kø til gratis fadøl

POPULÆR GAVEBOD: Mere end 100 meter lang kø foran aarhusiansk pub, da der blev tappet gratis øl til de tørstige

Himlen var blå og det gratis øl fra Aarhus-pubben Waxies så ud til at smage godt, da især unge aarhusianere nød forårssolen og det gavmilde tilbud lørdag eftermiddag. Foto Ernst van Norde
Himlen var blå og det gratis øl fra Aarhus-pubben Waxies så ud til at smage godt, da især unge aarhusianere nød forårssolen og det gavmilde tilbud lørdag eftermiddag. Foto Ernst van Norde

Solen varmede og smilene var brede hos de hundredvis af fortrinsvis unge aarhusianere, der lørdag eftermiddag benyttede sig af et uhørt tilbud i en trist coronatid. Den irske pub, Waxies, kun et stenkast fra de mange lukkede værtshuse, spisesteder og caféer langs åen i centrum af den jyske hovedstad udskænkede op til fem liter gratis øl pr person til tørstige sjæle, som til gengæld selv skulle medbringe spande, gryder, glas eller hvad de ellers kunne finde på at opbevare de gyldne dråber i.

- Opfindsomheden er stor, men vi har dog endnu til gode at se, at nogen kommer med en varmepude til at opbevare øllet i, smiler Anja Christensen, én af de i alt fem fuldtidsansatte i den populære pub, da Ekstra Bladet - med passende afstand - blandede sig med de ølhungrende.

Da køen var længst, gik den helt ned til åen og Magasin, men det så ikke ud til at genere de mange ølhungrende med gryder, kander, spande, blendere og krus til at transportere de gratis, gyldne dråber. Foto Ernst van Norde
Da køen var længst, gik den helt ned til åen og Magasin, men det så ikke ud til at genere de mange ølhungrende med gryder, kander, spande, blendere og krus til at transportere de gratis, gyldne dråber. Foto Ernst van Norde
 

Waxies lukkede som størsteparten af alle andre værtshuse og pubber på ubestemt tid i dagene efter, at statsminister Mette Frederiksen 11. marts ved et pressemøde havde forklaret alvoren ved den samfunds-lammende coronapandemi.

- Vi kan holde skruen i vandet et stykke tid endnu, men er vi ikke i gang og har åbent igen senest 1. august, må vi nok desværre dreje nøglen om, siger Anja Christensen.

Øl for 40.000

Udløbsdatoen på de hundredvis af gratis liter Carlsberg og Tuborg Classic var 10. april, så det har ikke været svært at tage beslutningen om at forære øl væk for en værdi af op mod 40.000 kroner, fortæller Anja Christensen.

- Vi har været indstillet på at gøre det, siden vi blev bedt om at lukke. Alt andet ville jo være synd og spild af godt øl, tilføjer hun og reagerer prompte, da en betjent fra Østjyllands Poiiti venligt, men bestemt gør opmærksom på, at enkelte i køen står for tæt på hinanden. Kort efter er der igen skabt afstand i forårssolen, hvor der skåles ivrigt, når grupper af unge slæber afsted med hver sin fem liters beholdning af gratis øl til en værdi af cirka 500 kroner i runde tal.

Anja Christensen, medarbejder i Waxies Pub, får en venlig reprimande fra en betjent fra Østjyllands Politi om, at folk skal huske at holde afstand. Foto Ernst van Norde
Anja Christensen, medarbejder i Waxies Pub, får en venlig reprimande fra en betjent fra Østjyllands Politi om, at folk skal huske at holde afstand. Foto Ernst van Norde
 

Ifølge Anja Christensen har Waxies-medarbejderne endnu ikke overblik over, hvad de tre ugers lukning indtil nu har kostet.

- Vi er heldigvis en sund forretning, som ikke bare vælter omkuld med det samme, men det er klart, at det gør ondt på os, som det gør på de fleste andre i den her branche.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Foto Ernst van Norde
Foto Ernst van Norde

Nikolaj Kaas, 26 år, og Sofia Asak, 25 år. Studiekammerater ved arabisk og islamstudier og fra samme bofællesskab i Aarhus:

- Coronakrisen tvang mig til at droppe min planlagte rejse til Israel og Egypten i sidste øjeblik, så det er rart at få lidt gratis øl at trøste sig med, smiler Nikolaj og suppleres af Sofia:

- Min rejse blev desværre også ødelagt, så jeg måtte rejse med det sidste fly hjem fra Jordan efter kun 14 dage.

Med i alt 10 liter øl er der gode chancer for en god, lille fest med deres tredje og sidste kammerat i bofællesskabet.

- Vi skal hjem og have en hyggelig eftermiddag i det gode vejr, og heldigvis har vi én mere til at hjælpe os med at drikke det hele, lyder det samstemmende.

Foto Ernst van Norde
Foto Ernst van Norde

Victor, 21 år og portør i sort jakke til venstre, Rasmus Søegaard, 22 år og pædagog i midten og Anton Blom, 21 år og studerende. Trioen bor også sammen i Aarhus, og de lignede også en lille flok i festhumør:

- Vi er lige flyttet sammen, så vi tænkte, at vi nu har et godt sponsorat til en god, lille indflytterfest, siger Rasmus Søegaard og tilføjer, at de tre kammerater i forvejen har indrettet en bar i deres lejlighed, så det var ikke svært at finde kande, spand og krus til at transportere de i alt 15 liter øl.

- Vi fik nys om, at der var gratis øl for et par timer siden på de sociale medier, og derfra var vi ikke i tvivl om, hvad vi skal bruge lørdag eftermiddag på, siger Anton Blom, mens Victor og Rasmus skåler i forårssolen.

Foto Ernst van Norde
Foto Ernst van Norde
 

Patrick Lorenzen, 29 år, Aarhus og færdig med sit arkæologistudie i januar i år og nu jobsøgende:

- Med al respekt for det triste og alvorlige i situationen, så kan jeg godt mærke, at jeg er ved at få coronakuller. Jeg troede egentlig ikke, at jeg var et så socialt gemyt, men det har jeg måttet sande de seneste uger. Derfor er det også fedt, at Waxies er i gavehumør netop i dag. Øllet falder på et tørt sted, smiler Patrick, der udover fredagsbarerne på universitetet også savner at kunne se en god fodboldkamp enten på stadion eller i fjernsynet.

- Jeg holder med så forskellige klubber som Real Madrid, Aarhus Fremad og Newcastle, og jeg glæder mig til de kan begynde at spille kampe igen.

 

Billedgalleri

1 af 11 
2 af 11 
3 af 11 
4 af 11 
5 af 11 
6 af 11 
7 af 11 
8 af 11 
9 af 11 
10 af 11 
11 af 11 

1 af 3 Da køen var længst, gik den helt ned til åen og Magasin, men det så ikke ud til at genere de mange ølhungrende med gryder, kander, spande, blendere og krus til at transportere de gratis, gyldne dråber. Foto Ernst van Norde
2 af 3 Anja Christensen, medarbejder i Waxies Pub, får en venlig reprimande fra en betjent fra Østjyllands Politi om, at folk skal huske at holde afstand. Foto Ernst van Norde
3 af 3 Himlen var blå og det gratis øl fra Aarhus-pubben Waxies så ud til at smage godt, da især unge aarhusianere nød forårssolen og det gavmilde tilbud lørdag eftermiddag. Foto Ernst van Norde
467 kommentarer
Vis kommentarer