100.000 coronasmittede har mistet livet på 17 dage

Antallet af dødsfald blandt coronasmittede er lørdag nået op på 800.000 på verdensplan

WHO's Tedros Ghebreyesus sagde på et pressemøde i starten af august, at der måske aldrig kommer en kur mod corona. Video: AP.

På blot 17 dage er antallet af coronarelaterede dødsfald steget med 100.000.

Det viser de nyeste tal fra det amerikanske Johns Hopkins University.

5. august lød det fra universitet, at antallet af coronarelaterede dødsfald havde passeret 700.000. Lørdag den 22. august er tallet steget til 800.000.

Ifølge beregninger fra nyhedsbureauet Reuters dør der i gennemsnit 5900 coronasmittede hvert døgn, hvis man tager udgangspunkt i de seneste to uger. Det svarer til 247 mennesker i timen eller en person hvert 15. sekund.

Særligt USA og Sydamerika er for tiden hårdt ramt af virusset. Begge steder kæmper man fortsat med at få inddæmmet smitten.

23 millioner smittet
I skrivende stund har 175.429 coronasmittede mistet livet i USA, mens tallet for Brasilien er 113.358. I Danmark er 622 døde.

Der er konstateret næsten 23 millioner smittetilfælde verden over. Det reelle antal smittede menes dog at være langt højere, men der er stor forskel på, hvor mange coronatest de enkelte lande udfører - og hvor præcise tal landene opgiver.

USA har bekræftet lidt over 5,6 millioner smittetilfælde, mens Brasilien officielt har lidt over 3,5 millioner tilfælde.

FAKTA: Verden har rundet 800.000 coronadødsfald

Her er datoerne for hver 100.000 nye dødsfald, der sættes i forbindelse med coronavirus:

  • 10. april: 100.000
  • 25. april: 200.000
  • 15. maj: 300.000
  • 7. juni: 400.000
  • 28. juni: 500.000
  • 18. juli: 600.000
  • 5. august: 700.000
  • 22. august: 800.000

Kilde: Johns Hopkins University

264 kommentarer
Vis kommentarer