1000 festglade unge samlet: Arrangører måtte bryde ind

Arrangørerne af eventet Skyland Beach Camp i Øster Hurup måtte søndag aften opløse en gruppe unge, som ikke holdt afstand

Henholdsvis 1000 og 1500 unge samles denne og næste uge til Skyland Beach Festival i Øster Hurup. Foto: Skyland
Henholdsvis 1000 og 1500 unge samles denne og næste uge til Skyland Beach Festival i Øster Hurup. Foto: Skyland

Selvom coronavirus endnu ikke er fordrevet helt fra vores samfund, samles i denne uge 1000 og i næste uge 1500 unge for at hygge sig og feste på en campingplads ved Øster Hurup i Nordjylland.

De unge deltager nemlig i Skyland Beach Camp, en campinglejr, der beskrives som 'et ferieparadis for unge'.

Men allerede ved åbningen af campinglejren opstod der problemer med at holde afstand. Det bekræfter en af arrangørerne, Bjørn Nikolaj Lund Pedersen, overfor Ekstra Bladet.

- Der var en situation, hvor vores vagter opdagede, at nogle begyndte at stå lidt for tæt. Så vi stoppede musikken og fik dem spredt, fortæller Bjørn Nikolaj Lund Pedersen og tilføjer, at gæsterne var samarbejdsvillige, selvom de havde fået lidt at drikke.

- Så snart vi gjorde dem opmærksomme på det, trådte de til side og holdt afstand, siger han.

Ifølge arrangøren var der også en anden hændelse samme aften.

- Vi kunne se, at folk begyndte at stimle lidt for tæt sammen, så vi stoppede musikken igen og fik grebet ind, før de kom for tæt på hinanden. Men der har ikke været nogen episoder i dag (mandag, red.), forsikrer han.

1500 i næste uge
Lejrens åbning blev fejret ved en velkomstceremoni med blandt andet fyrværkeri og bål. Bjørn Nikolaj Lund Pedersen oplyser, at de - når 1500 unge ankommer til fase to af campinglejren i næste uge - vil lave tre bål frem for kun ét, som folk kan samles om.

- Vi er rigtig meget til stede, følger med i det hele og er i dialog med gæster og politi, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen og oplyser, at der er omkring 10 vagter, som går rundt og holder øje på lejrpladsen. 

- Taget i betragtning at der allerede så tidligt har været to episoder med manglende afstand, mener du så stadig, at det er forsvarligt at afholde arrangementet?

- Ja. I starten af sådan en begivenhed her er folk helt vilde, fordi de har glædet sig så længe. Så jeg synes faktisk, at to hændelser er billigt sluppet. Vi tager erfaringerne med os og bliver dygtigere til at håndtere det, siger arrangøren.

Første del af Skyland Beach Camp bliver afholdt fra 28. juni til 3. juli, mens anden del løber af stablen fra 5. juli til 10. juli.

Borgmesteren i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V), havde helst været foruden afholdelsen af Skyland Beach Camp. Den historie kan du læse her.

Derfor må flere end 1000 unge samles på Skyland Beach Camp

Skyland Beach Camp skulle oprindeligt have været en festival for unge, men er - på grund af coronakrisen - blevet omdannet til en campinglejr.

Således vil der ikke blive afholdt live-optrædener, diskoteket må ikke holde åbent, og alle aktiviteter, som overskrider forsamlingsforbuddet, er blevet aflyst.

Det kan lade sig gøre at afholde campinglejren uden at bryde forsamlingsforbuddet, fordi arrangørerne har delt området, der strækker sig over 21 hektar, op i mindre områder med maks 50 deltagere i hver.

21 hektar svarer til mere end 50 fodboldbaner.

Kilde: Skyland.nu

99 kommentarer
Vis kommentarer