1000 jyder tømte forladt folkeskole for guld og skrammel

De seneste tre år er mere end 100 skoler enten lukket eller fusioneret. I Herning sælger to nedlagte folkeskoler ud af legestativer, fysikudstyr og skolekort

Porcelænsvaske, skolekort og biblioteksbøger. Alt var til salg, da Gjellerupskolen solgte ud. Foto: Claus Bonnerup
Porcelænsvaske, skolekort og biblioteksbøger. Alt var til salg, da Gjellerupskolen solgte ud. Foto: Claus Bonnerup

Biler med trailere holdt parkeret på Herning-forstadens villaveje, mens en ældre dame i silende regn balancerede en stak litografier ud fra Gjellerupskolens hovedør.

Vidste man ikke bedre, ville man tro, at flere hundrede midtjyder kollektivt havde besluttet sig for at tømme en tilfældig folkeskole for værdier.

Rømningen var dog planlagt af kommunen, for skolen er lukket.

Den er blot en af de 107 skoler i Danmark, der de sidste tre år enten er nedlagt eller slået sammen med en anden skole. Det viser tal, som Ekstra Bladet har fået fra Børne- og Undervisningsministeriet.

I Gjellerup vinkede børnene farvel til de vante rammer, da de gik på juleferie, men skolen genåbnede en enkelt dag, hvor alt inventar var til salg.

- Jeg har godt nok undervist i hjemkundskab, men det er altså ikke mig, der har glemt at tømme fryseren, forsikrede den tidligere lærer Anni Johnsen, mens hun rodede rundt i ispinde og poser med frosne mus til biologiforsøg.
- Jeg har godt nok undervist i hjemkundskab, men det er altså ikke mig, der har glemt at tømme fryseren, forsikrede den tidligere lærer Anni Johnsen, mens hun rodede rundt i ispinde og poser med frosne mus til biologiforsøg.
 

- Det er så sørgeligt. Jeg har været lærer her i 25 år, så det er hele mit lærerliv, jeg vinker farvel til, sagde Sonja Raundahl, 63, mens hun ledte efter et minde i hjemkundskabslokalet.

Hun valgte at gå på pension, da skolelukningen blev en realitet. Det samme gjorde hendes kollega 64-årige Anni Johnsen.

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Det er en dejlig skole, lød det fra Anni.

Hjerter, tissemænd og farvel fra 7.B.
Flere tidligere elever havde også fundet vej, og en af dem var noget heldigere med at finde gamle ting end de to lærere.

- Her er både rigtigt meget skrammel og gode sager. Sådan noget man kan huske fra dengang, sagde Simon Søltøft, 30, der også blev nødt til at have et klatrenet med hjem.

Fem-årige Aksel fandt sig et helt specielt legeredskab på sin fars gamle skole.
Fem-årige Aksel fandt sig et helt specielt legeredskab på sin fars gamle skole.
 

- Tror I, man kan købe nettet? Det skal vi da have med hjem til legeværelset, konstaterede han, for hans fem-årige søn Aksel var ikke til at få ned derfra.

Selvom gange og lokaler myldrede med omkring 1000 mennesker i løbet af dagen, bar den bræg af elever og læreres viden om, at skolen snart skal rives ned.

På lærerværelset stod kaffekopperne brugte hen, mens de ældre skolebørn havde tegnet med tusch direkte på væggene. I 7.B prydede både hjerter og tissemænd muren, mens en elev med store, sorte bogstaver havde skrevet 'farvel.'

Tavler, ribber og lærerkaffe til salg

Herning Kommune sælger alt fra de nedlagte skoler i Gjellerup og Hammerum.

Overskuddet går til den nye Lindbjergskolen.

Cirka 1000 personer dukkede op til udsalget i Gjellerup, og de lavede 480 handler, oplyser Herning Kommune.

Gjellerupskolen blev bygget i 1972 og rives ned, mens Hammerum Skole er fra 1908 og sat til salg.

Lørdag klokken 9 til 13 kan du købe inventaret fra Hammerum Skole.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Det er guf, det her!

Når jyder lurer en god handel, skal der meget til at holde dem tilbage. Og sådan var det også på Gjellerupskolen, hvor Ekstra Bladet fik lov at inspicere de gode kup.

Rex Stagsted, 38, og Anne Olesen, 30, Tjørring

- Vores datter på to et halvt år elsker bøger, så den her bogreol er da det bedste, vi kan købe til hende. Den skal bare have en klat maling.

Trine Villesen, 32, Struer

- Jeg er ret kreativ, og har mit eget værksted, så er det jo altid godt med en værktøjskasse.

 

Inge, 50, og Lilli Voer Laursen, 13, Gjellerup

- Jeg har fundet nogle bøger på skolebiblioteket, og så skal vi også bare se den en sidste gang. Jeg savner min gamle skole her. Der er bare rigtigt, rigtigt mange på den nye - og jeg skal stå tidligere op.

 

Frands Sandfeld, 28, Janni Kjær, 28, og Kalle, seks måneder, Høgild

- Den her vogn er jo et fund. Den kommer med rengøringsmidler, syre, toiletpapir og det hele. Den er til mine forældres virksomhed.

 

Andreas Larsen, 27, Hammerum

- Ribben skal hjem og hænge på børneværelset. Min søn er godt nok kun 10 måneder, men så må jeg bruge den, indtil han kan.

 

 

Kirsten Petersen, 73, Gjellerup

- Det er guf det her! Jeg er vant til at gå på loppemarkeder, men det her er altså noget af det bedre. Det er jo en Per Kirkeby. Til 50 kroner.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Flertallet går stadig på fortidens folkeskole

- Ad, kan du huske de her toiletter? Jeg holdt mig altid, indtil jeg kom hjem fra skole, siger en ung kvinde, da hun tager et sidste kig på sin gamle folkeskole i Gjellerup ved Herning.

Ingen elever døjer længere med de små og uhumske toiletter her, for skolen er lukket, men det gør mange andre skolebørn landet over.

Over 60 % af 7. klasses-eleverne synes, at skolens fysiske rammer er utilfredsstillende, og mere end halvdelen af eleverne synes, at toiletterne altid eller ofte er ulækre. Det viser en undersøgelse, som Børnerådet og Dansk Center for Undervisningsmiljø står bag.

Bedre står det ikke til med indeklimaet, hvor størstedelen af klasseværelserne ifølge Realdania overskrider grænseværdier for CO2 og støj i store dele af undervisningstiden.

Mange af vores folkeskoler har set bedre dage.
Mange af vores folkeskoler har set bedre dage.
 

Samtidig viser en undersøgelse lavet for Dansk Skoleidræt og TrygFonden, at kun 58 % af folkeskolerne vurderer, at de lever op til kravet om, at eleverne skal bevæge sig 45 minutter om dagen. Og en af årsagerne er, at de fysiske rammer ikke er i orden.

Bygningerne, som dine poder tilbringer timevis i, er gamle og ofte nedslidte og utidssvarende.

Over 80 % af de danske folkeskoler er bygget før 1980. Halvdelen havde rejsegilde helt tilbage i 60erne og 70erne. Ligesom skolen i Gjellerup.

- Den trængte til renovering for så store beløb, og havde vi valgt det, stod vi jo stadig tilbage med en gammel skole bagefter, derfor valgte vi at bygge nyt, forklarer Dorte West (V), formand for Herning Kommunes børne- og familieudvalg.

37 kommentarer
Vis kommentarer