104-årig italiensk kvinde er nu den ældste der har overlevet coronavirus

Ada Zanusso blev syg 17. marts. Nu er hun rask igen

104-årige Ada Zanusso, født i 1916, har både overlevet den spanske syge og coronavirus. Privatfoto
104-årige Ada Zanusso, født i 1916, har både overlevet den spanske syge og coronavirus. Privatfoto

En 104-årig italiensk kvinde, Ada Zanusso, er nu den ældste registrerede person, der har overlevet covid-19.

Det skriver blandt andre BBC og italienske La Repubblica.

Ada Zanusso, der som lille pige også overlevede den spanske syge i 1918, blev syg på sit plejehjem i Biella i Norditalien 17. marts.

Hun blev testet positiv for covid-19 og har i løbet af sygdommen haft symptomer som opkast, feber og åndedrætsbesvær.

101-årig italiensk mand udskrevet: Raskmeldt for coronavirus

- Jeg havde mistanke om, at det var coronavirus på grund af antallet af tilfælde på plejehjemmet. De har desværre haft nogle dødsfald der, siger Ada Zanussos søn, Giampiero, til La Repubblica.

Men den 104-årige kvinde er nu meldt rask og er dermed indtil videre det ældste kendte tilfælde af patienter, som er kommet sig over coronavirussen.

- Hun har ikke mistet noget af sin intelligens eller sin klarsynethed. Hendes bedring er en stor glæde og en gevinst til alle dem, som har passet hende i disse svære dage, siger Ada Zanussos læge, Carla Furno Marchese, til La Repubblica. Hun fortæller videre, at den ældre kvinde nu er ude af sengen og selv kan gå hen til sin stol.

Søndag lød antallet af dødsfald for det seneste døgn i Italien på 525. Det er det laveste tal, der er registreret i to uger.

I alt har Italien nu registreret 15.887 coronadødsfald, hvilket stadig er højere end noget andet land i verden.