1055 nye smittede med coronavirus

Positivprocenten ligger på sit højeste niveau siden 15. januar. 1,26 procent af PCR-prøverne var positive

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

Få overblikket: Så langt er vi med vaccinationerne.

Der er registreret 1055 nye smittetilfælde med corona det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.

Det er det højeste siden 27. maj, hvor tallet var 1119.

Dermed fortsætter tendensen, hvor smittetallet har været stigende siden slutningen af juni.

Åse Bengård Andersen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, synes, at det går i den forkerte retning.

- Det gælder stadigvæk, at det er de unge, der bliver smittet, og det er især i København og Aarhus. Det er jeg jo lidt ked af at se, lyder det.

1,26 procent af de 83.701 PCR-test, der er kommet svar på det seneste døgn, er positive. Det er ikke set højere siden 15. januar.

Antallet af indlagte stiger med 10 til 47. Antallet af indlagte har været stigende siden 10. juli, men det ligger dog fortsat i den lave ende sammenlignet med tidligere på året.

I begyndelsen af januar var der 964 coronaindlagte på de danske hospitaler.

Ifølge Åse Bengård Andersen er det da også stadig lave tal.

- Men vi vil jo helst undgå, at der går mange smittede rundt, fordi der stadig findes sårbare mennesker, som måske bliver syge og skal indlægges, lyder det.

Af de 47 indlagte ligger 10 på en intensivafdeling. Ni af dem får hjælp af en respirator.

Der er ingen nye dødsfald.

Tirsdag er kontakttallet desuden opgjort til 1,3. Det vil sige, at 10 smittede i gennemsnit vurderes at smitte 13 andre.

I øjeblikket diskuteres det politisk, om de sidste coronarestriktioner bør fjernes tidligere, end det er planlagt.

Åse Bengård Andersen mener ikke, at den nuværende coronasituation peger i retning af at give yderligere los.

- Om det er de rette restriktioner, vi har, hvor man giver lov til større sportsbegivenheder, mens mere stilfærdige begivenheder er underlagt restriktioner, kan man jo diskutere.

- Men jeg må sige, at jeg godt kan forstå, at man ikke får lyst til at løsne mere, sådan som det ser ud nu, lyder det.

Der er også blevet foretaget 163.302 antigentest - også kaldet lyntest - de seneste 24 timer. Resultaterne af disse tages dog ikke med i de daglige smittetal, da der er stor usikkerhed forbundet med dem.

I Danmark fortsætter vaccineudrulningen med at vinde frem.

Knap 90.000 er blevet vaccineret med en coronavaccine siden mandag.

Det betyder, at 41,1 procent af befolkningen nu kan kalde sig færdigvaccineret svarende til 2.403.791 personer.

63,8 procent har modtaget mindst ét stik.

FAKTA: Over fire ud af ti er færdigvaccineret i Danmark

Mere end 3,7 millioner indbyggere i Danmark har påbegyndt processen med at blive vaccineret mod covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Helt præcist har 3.731.312 personer - svarende til 63,8 procent af befolkningen - fået minimum et stik med en vaccine.

Af dem kan mere end 2,4 millioner kalde sig færdigvaccinerede. Det er præcist 2.403.791 personer, som dermed har modtaget det afsluttende stik. Det svarer til 41,1 procent af befolkningen.

Sundhedsstyrelsen prioriterer vaccinationsindsatsen efter aldersgrupper og sårbarhed.

Her kan du læse, hvordan det skrider frem med de forskellige vaccinationsgrupper:

* Gruppe 1-9:

I vaccinegrupperne 1-9 indgår blandt andre borgere over 85 år, sundhedspersonale, særligt udsatte og deres pårørende.

I denne gruppe har 1.566.338 fået første stik med en vaccine. Det svarer til 96,2 procent af målgruppen. 1.541.972 - svarende til 94,7 procent af målgruppen - er færdigvaccinerede.

* Gruppe 10A: Borgere i alderen 60-64 år:

Påbegyndt: 261.514 personer (92,4 procent).

Færdigvaccinerede: 247.414 (87,4).

* 10B: Borgere i alderen 55-59 år:

Påbegyndt: 314.678 (90,5).

Færdigvaccinerede: 272.840 (78,4).

* 10C: Borgere i alderen 50-54 år:

Påbegyndt: 299.530 (88,2).

Færdigvaccinerede: 188.130 (55,4).

* 10D1: Borgere i alderen 16-19 år samt 45-49 år:

Påbegyndt: 482.287 (79,3).

Færdigvaccinerede: 85.508 (14,1).

* 10D2: Borgere i alderen 20-24 år samt 40-44 år:

Påbegyndt: 454.403 (69,9).

Færdigvaccinerede: 22.480 (3,5).

* 10D3: Borgere i alderen 25-29 år samt 35-39 år:

Påbegyndt: 275.623 (41,2).

Færdigvaccinerede: 28.760 (4,3).

* 10D4: Borgere i alderen 30-34 år:

Påbegyndt: 75.691 (22,0).

Færdigvaccinerede: 16.661 (4,8).

I øjeblikket bliver vacciner kun tilbudt personer, der er fyldt 16 år. SSI opgør alligevel andelen af vaccinerede i forhold til hele befolkningen, fordi det ønsker at vurdere, hvor tæt Danmark er på flokimmunitet.

I løbet af sommeren får også børn ned til 12 år mulighed for at blive vaccineret mod coronavirus.

Opgørelsen medregner kun de vaccinerede borgere, som stadig er i live og har bopæl i Danmark.

Bemærk, at antallet af personer, der har fået første stik, også omfatter dem, der har færdiggjort vaccinationen. De, der har fået vaccinen fra Johnson & Johnson, som kun kræver ét stik, er også med i begge tal.

SSI gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.

Kilder: Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen.

FAKTA: Kontakttallet dækker smitte der har fundet sted

Kontakttallet - tidligere kendt som smittetrykket - er et hyppigt brugt begreb i forbindelse med coronaudbruddet.

Her følger en forklaring på, hvad kontakttallet er, og hvordan det udregnes:

* Kontakttallet er en matematisk beregning, hvor man forsøger at estimere, hvor smitsom virus er.

* Kontakttallet er et gennemsnit af det antal personer, som en smittet person estimeres at sende smitten videre til.

* Kontakttallet siger ikke noget om, hvor mange smittede der er i befolkningen.

* Hvis kontakttallet er 1,1, betyder det ifølge beregningen, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre personer.

* Hvis kontakttallet er over 1, vokser epidemien, mens den er aftagende, hvis tallet er under 1. Hvis det er 1,0, er tallet stabilt.

* Kontakttallet kan beregnes på flere måder - for eksempel ved at se på antallet af nye smittetilfælde eller nyindlæggelser. Statens Serum Institut (SSI) gør begge dele.

* Kontakttallet er bagudskuende - dækker altså de smittetilfælde, som har fundet sted.

SSI offentliggør kontakttallet hver tirsdag, men det tal viser, hvordan kontakttallet så ud for ti dage siden.

Det skyldes blandt andet, at der i beregningen er lagt en tidsforskydning på syv dage ind. Det er den periode, som forventes at gå, fra man bliver smittet, til man testes positiv.

Derudover bruger man ikke smittetallene for de seneste tre dage, da tallene ikke er fuldendte.

Kilder: Statens Serum Institut (SSI), Viggo Andreasen, professor i epidemiologi, og RUC.