109 nye smittetilfælde i Danmark i løbet af weekenden

Indlagte med coronavirus er steget med syv til 23. Der er ikke registreret nye dødsfald

Video: Emma Svendsen.

Der er registreret 109 nye coronatilfælde i Danmark i løbet af weekenden.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Samtidig er antallet af indlagte med coronavirus steget med syv til 23. Tre af dem er på en intensiv afdeling, og de ligger alle i respirator.

Det hører med til historien, at der bliver udskrevet færre patienter fra hospitalerne i weekenden.

Derfor er der under coronaudbruddet ofte set en stigning i indlæggelserne i mandagens opgørelser fra SSI.

De seneste tal bekymrer Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.

- Det er mange smittetilfælde for en weekend, som altid er svær, fordi man ikke kan regne med, at folk bliver testet i samme grad som i hverdagene.

- Man skal være forsigtig med at overfortolke på antallet af indlagte, fordi der normalt bliver udskrevet færre i weekenderne, men når man ser en relativt stor stigning - godt nok i små tal - så giver det anledning til bekymring, siger Torben Mogensen.

I løbet af de seneste uger har der været en stigende tendens i antallet af smittede i Danmark.

I uge 28 og 29 var tallene 24 og 34 om dagen. Gennemsnittet i sidste uge for tirsdag-fredag var 44 nye bekræftede smittede hver dag.

Baseret på mandagens tal - der dækker tre dage - er antallet af daglige tilfælde på 36 og dermed faldende i forhold til hverdagene i sidste uge.

Torben Mogensen vurderer trods den fortsatte smitte ikke, at en decideret anden bølge af coronavirus er under opsejling i Danmark.

- Man kan ikke kalde det en bølge. Udviklingen er et udtryk for, at virus aldrig har været udryddet, og at det hurtigt kan blomstre op igen. Der er tegn på en opblomstring i smitten, siger Torben Mogensen.

Der er samlet 613 dødsfald i Danmark blandt coronasmittede. Antallet var det samme fredag.

1120 kommentarer
Vis kommentarer