11-årig stopper puberteten: Jeg er hverken dreng eller pige

Olivia Purdue gik i panik, da hun begyndte at få bryster. Nu har hun stoppet udviklingen

Olivia Purdue føler sig hverken som en dreng eller en pige. Foto: Privatfoto / Jane Russo
Olivia Purdue føler sig hverken som en dreng eller en pige. Foto: Privatfoto / Jane Russo

I australske ABC's undersøgende program 'Four Corners' stod flere unge og børn helt ned til 11 år mandag frem og fortalte om, hvordan det føles at identificere sig som en ikke-binær person - altså hverken som en mand eller en kvinde.

11-årige Olivia Purdue var et af de børn, der deltog i programmet og blandt andet fortalte om sine regelmæssige injektioner for at blokere sin pubertet, og på den måde undgå at udvikle bryster og få menstruation.

- Jeg er ikke-binær, hvilket betyder, at jeg ikke har noget køn. Jeg er bare mig, fortæller Olivia Purdue i ABC-programmet mandag.

- Verden er fyldt med kasser, og de to kasser er en kvindelig og en mandlig kasse. Folk forsøger at tape kassen til, så man forbliver sådan. Men jeg skar tapen op og åbnede for min egen kasse, siger den 11-årige videre.

 

I programmet fortæller hendes mor, Jane Russo, at datteren var blevet meget stresset over det, da hun begyndte at udvikle bryster. Derfor begyndte hun på de pubertetsblokerende indsprøjtninger, og planlægger at fortsætte med dem indtil hun bliver 16 år. For selvom medicinen medfører en større risiko for lav knogletæthed og knogleskørhed, så mener både Olivia Purdue og Jane Russo, at det er det hele værd.

- For virkeligheden er sådan, at jeg kunne ende med slet ikke at have noget barn, hvis jeg ikke reagerede på, hvad mit barn fortalte mig. Behovet for at få pubertetsblokader redder faktisk Olivias liv, for Olivia kan være, hvad Olivia vil være.

Den holdning støtter Olivia Purdues psykiater, Georgie Swift, op om i programmet Four Corners. For ifølge ham kan det føre til alvorlige mentale problemer, hvis man nægter folk de behandlinger, de mangler for at få kroppen og identitetsfølelsen til at passe sammen.