11.000 operationer aflyst: Sender sundhedspersonale hjem

Coronakrisen har tvunget danske hospitaler til at aflyse mindst 11.000 operationer. På to af Danmarks største sygehuse er en del af personalet sendt hjem

Lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen, er tvunget til at sende en del af sundhedspersonalet hjem som følge af coronakrisen. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen, er tvunget til at sende en del af sundhedspersonalet hjem som følge af coronakrisen. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

13. marts gav statsminister Mette Frederiksen det danske hospitalsvæsen klar besked.

Luk ned for al unødig behandling af danskerne. Nu.

Dermed beordrede statsministeren tusindvis af danskeres operationer og undersøgelser på de danske hospitaler aflyst og flyttet til et senere tidspunkt.

Er du ansat i sundhedsvæsnet? Tip os!

Hvordan er din afdeling ramt af coronaberedskabet? Skriv til journalisterne bag her. Eller henvend dig på Signal på 29411313. Alle henvendelser behandles anonymt.

Mindst 11.000 operationer udskudt
Siden ordren blev givet har mere end 11.000 danske patienter oplevet at få deres operationer udskudt.

Det viser tal fra de danske regioner, som Ekstra Bladet har efterspurgt. I Region Hovedstaden er ca. 6700 operationer blevet aflyst på grund af coronakrisen.

I Region Syddanmark er tallet mindst 3000 operationer, mens Region Midtjylland ikke kan oplyse det samlede tal for hele regionen.

I stedet oplyser man, at Aarhus Universitetshospital alene har måttet aflyse 1277 operationer.

Region Sjælland og Region Nordjylland har ved redaktionens deadline ikke været i stand til at levere opgørelser over antallet af aflyste operationer.

Foto: Claus Bonnerup Samfund Portør syg på job: - Hjælp os, inden det falder sammen

Personale sendt hjem
De danske hospitalers totale nedlukning for alt ikke akut, livreddende eller coronarelateret behandling kan mærkes på de enkelte sygehuse.

- Det er et helt andet sygehus. Går man en tur ned i forhallen, er det ligesom en søndag eftermiddag. Der er nærmest mennesketomt, siger lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital Michael Dall.

- Vi har taget drastiske skridt i brug. Vi har mindsket antallet af medarbejdere og patienter på hospitalet for at bryde smittekæde.

Også lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital, Michael Dall, har sendt læger og sygeplejersker hjem, mens andre er sendt på efteruddannelse. Foto: Vibeke Volder/Ritzau Scanpix
Også lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital, Michael Dall, har sendt læger og sygeplejersker hjem, mens andre er sendt på efteruddannelse. Foto: Vibeke Volder/Ritzau Scanpix
 

Omkring halvdelen af hospitalets 50 operationsstuer står nu ubrugte hen.

Kræfterne bruges i stedet på at oprette ekstra senge- og intensivpladser, der skal aktiveres, hvis der pludseligt kommer et stort rykind af coronapatienter.

Michael Dall oplyser, at sundhedspersonale på andre afdelinger er sendt hjem eller på efteruddannelse, så de kan indgå i beredskabet, men den lægefaglige direktør har ikke overblik over de konkrete tal.

Sådan prioriterer hospitalerne

Efter Mette Frederiksens udmelding 13. marts, er hospitalerne tvunget til benhårdt at prioritere, hvem der skal behandles, og hvem der må vente.

Af de nye retningslinjer lyder det, at de danske hospitaler fortsat vil 'behandle og operere akut eller livstruende patienter.'

Men patienter, der 'ikke lider af livstruende sygdomme', eller hvor en forsinket behandling 'ikke medfører risiko for tab af førlighed', vil blive udskudt.

Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen er det i hvert enkelt tilfælde en lægefaglig vurdering.

Kilde: Notatet 'Principper for reduktion af aktivitet ifm. COVID19 i Region Hovedstaden' og 'Notat om reduktion af hospitalsaktivitet ifm COVID-19'

Coronapres udeblevet
Samme billede ser man på Aarhus Universitetshospital.

Begge hospitaler ligger i de egne af Danmark, der lige nu er mildest ramt af coronasmittede på landsplan målt pr. indbygger.

- Heldigvis er der ikke det helt store pres af coronapatienter lige nu. Det er glædeligt, men situationen kan hurtigt ændre sig, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen.

Han oplyser, at man har bedt en del af personalet om at holde ferie og afvikle afspadsering, på grund af coronasituationen.

Begge direktører understreger, at man følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og først begynder at åbne igen, når styrelsen med Søren Brostrøm i spidsen nikker god for det.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Vi har de seneste dag fortalt om konsekvenserne af aflysningerne for en række danske patienter. Læs deres personlige beretninger nedenfor.