117 er døde med corona i Sverige: Nabolande slipper helt

Norge forlænger restriktioner på udlandsrejser til 20. august. Vil i juni overveje regler for Norden

Et svensk ægtepar i Ransäter i Värmland vil være på den sikre side med coronavirus. De har åbnet en restaurant på en eng, der er udstyret met ét bord og én stol. Der er ingen tjener, men maden bliver bragt i en kurv fra køkkenet. (Arkivfoto) Foto: Linda Karlsson/Reuters
Et svensk ægtepar i Ransäter i Värmland vil være på den sikre side med coronavirus. De har åbnet en restaurant på en eng, der er udstyret met ét bord og én stol. Der er ingen tjener, men maden bliver bragt i en kurv fra køkkenet. (Arkivfoto) Foto: Linda Karlsson/Reuters

Der er i det forløbne døgn registreret 117 døde med coronavirus i Sverige, oplyser den svenske sundhedsstyrelse. Det rapporterer tv-stationen SVT.

Det sker samme dag, hvor Statens Serum Institut i Danmark kan melde om nul registrerede døde med coronasygdommen Covid-19 inden for det seneste døgn. Det er første gang siden 22. marts, at den daglige opdatering ikke indeholder nye dødsfald.

Statsepidemiolog Anders Tegnell forklarer, at der er store forskelle på smitten fra region til region i Sverige.

- Skåne har med forskellige initiativer holdt sig på et jævnt niveau, siger han.

Antallet af smittede i hele Sverige er steget med 625 til i alt 29.207. Der er forskelle fra land til land, hvor intensivt man tester smitte.

Også Norge kan melde om et døgn uden døde med coronavirus.

Det samlede dødstal i Norge er 232 mod 3646 i Sverige og 537 i Danmark. Der bor godt 10 millioner mennesker i Sverige, 5,8 i Danmark og knap 5,4 i Norge.

I Danmark er der pres på Mette Frederiksens socialdemokratiske regering fra dele af oppositionen for at få genåbnet grænserne til Tyskland og Norge, fordi smittetrykket i de to lande er meget lavt. Men også til Sverige med et højt smittetryk.

Det vil kunne rede en del af turistindustrien hen over sommeren.

Men fredag siger den norske statsminister, Erna Solberg, at hun forlænger et rejsestop i Norge til 20. august. Hvis det står til troende, bliver der ingen trafik til og fra de andre skandinaviske lande.

Men Solberg siger imidlertid, at hendes regering senest 15. juni vil overveje at ændre rejserådene for Norden. For det øvrige Europa vil der være overvejelser frem til 20. juli, skriver NTB.

236 kommentarer
Vis kommentarer