12 borgmestre dræbt i krig mod stoffer

Filippinernes præsident fører en dødelig krig mod narkotika, der siden 2016 har kostet 12 borgmestre og otte viceborgmestre livet

Præsident Dutertes krig mod narko har kostet tusindvis af mennesker livet. Derfor gik fillipinerne på gaden et år efter præsidentens indsættelse for at demonstrere mod hans voldelige metoder. Video: AP.

'Du har lov til at dræbe alle'.

Sådan har Filippinernes præsident Rodrigo Duterte ifølge Al Jazeera nu beordret en højtstående politimand, som tidligere har været involveret i operationer, der fik to filippinske borgmestre dræbt.

Ordren om at begynde at dræbe er endnu et led i præsidentens dødelige krig mod stoffer, som indtil nu har kostet mindst 12 borgmestre og otte viceborgmestre livet.

Se også: Borgmestre likvideret på stribe: Nu mistænkes præsidenten

Præsidenten har ifølge mediet tidligere udtalt, at han er ligeglad med menneskerettigheder, og at han har givet tilladelse til at skyde for at dræbe, hvis narko-mistænkte modsatte sig arrestation.

Adskillige menneskerettigheds-organisationer har fordømt præsidentens handlinger. Fredag sagde en repræsentant fra Filippinernes 'Commission on Human Rights', at præsidenten 'gjorde det muligt at fortsætte den skamløse krænkelse af menneskerettighederne i landet'.

Flere drab på CV'et
Politimanden, som nu åbent er blevet bedt om at slå ihjel, når han tiltræder sit nye virke i byen Bacolod, er politichef Jovie Espenido.

Han var politichef i byen Ozamiz City, hvor politifolk i 2017 dræbte borgmesteren Reynaldo Parojinog, hans kone og 13 andre, fordi de angiveligt ikke ville lade sig anholde.

Tilbage i 2016 var Espenido politichef i byen Albuera, hvor borgmesteren Rolando Espinosa Sr blev dræbt i sin fængselscelle.

Begge borgmestre var på præsident Dutertes berygtede liste med 158 myndighedspersoner, der ifølge præsidenten kunne kobles til narkotika.

Han offentliggjorde listen to måneder efter sin tiltrædelse i 2016.

Ifølge det filippinske politi er omtrent 6.600 mennesker blevet slået ihjel under narko-relaterede politioperationer.

Menneskerettighedsforkæmpere i landet vurderer dog, at der kan være tale om op mod 27.000 dræbte.

178 kommentarer
Vis kommentarer