Det, der først hed 'et par sager', viser sig at være fire.
Det, der før hed 'fem sager', viser sig at være otte.
Dagbladet Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen har givet en række forskellige forklaringer på, hvor stort problemet med sexisme er på Politiken.
Men Ekstra Bladet kan fortælle, at der siden 2016 har været håndteret i alt 12 sager om uønsket seksuel opmærksomhed på Dagbladet Politiken af både verbal og fysisk karakter.
Det fortæller Christian Jensen nu i et interview med Ekstra Bladet.
En lille håndfuld plus det løse
I sidste uge kom det frem, at Dagbladet Politiken har sanktioneret fem ansatte på deres redaktion med advarsler som følge af krænkende adfærd på arbejdspladsen.
Fem mandlige ansatte får advarsel for krænkende adfærd på Politiken
Det er dog hverken første gang Christian Jensen har modtaget sager om sexixme eller dækkende for det omfang af sager, man som ledelse har skullet håndtere på avisen, siden han tiltrådte som ansvarshavende chefredaktør i 2016.
Dét, der i et interview med Berlingske hed 'et par sager' og i flere interviews 'en lille håndfuld', er altså fire sager af både verbal og fysisk karakter fordelt på to afdelinger på Politiken.
- To af dem vedrører fastansatte på redaktionen, og to af dem vedrører fastansatte i den kommercielle afdeling, siger Christian Jensen til Ekstra Bladet.
Og efter en undersøgelse på avisen, der blev igangsat efter en støtteerklæring til Sofie Linde, som blev trykt på Politikens egen forside, er endnu otte sager håndteret, lyder det nu fra chefredaktøren:
- Hen over efteråret og vinteren har vi haft håndteret fem konkrete sager med fastansatte på Politikens redaktion.
- For fuldstændighedens skyld har vi haft tre sager med løst tilknyttede, timelønnede ansatte i vores kommercielle afdelinger, og det er sager, der er håndteret inden for de seneste uger her.
Christian Jensen: - Der er problemer med dele af vores kultur
Christian Jensen afviser i interviewet, at det har været et overlagt forsøg på at få omfanget af sagerne på Politiken til at virke mindre, når han i flere medier har talt om 'en lille håndfuld' og undladt at nævne de timelønnede i den kommercielle afdeling.
'Det er jo et svigt'
Selvom Politiken har været bannerfører i sexismedebatten, og avisens ledelse ifølge Christian Jensen fik den første ud af de fire sager i 2017-18, så startede han først et forløb med samtaler med avisens kvindelige medarbejdere i efteråret 2020.
- Jeg så ikke sammenhængen mellem sagerne, og det er jo et svigt, at de kvinder har skullet gå med de oplevelser så længe, siger han til Ekstra Bladet.
Christian Jensen ønsker ikke at svare på, om der i nogle af de 12 sager er chefer, der er på den krænkende side af sagerne.
Ekstra Bladet forsøger stadig at få en kommentar fra Politikens tillidsmand.
Se interviewet med Christian Jensen øverst i artiklen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.